ARTIKLER


Forfatningsdrømme

Kommentar af Morten Messerschmidt, medlem af EU-Parlamentet for Dansk Folkeparti
Af Morten Messerschmidt
14. juli 2012

For nyligt meddelte den tyske udenrigsminister, at kun en statsdannelse på længere sigt vil kunne skabe den stabilitet, som vil være forudsætning for en redning af euroen. Konklusionen afslører således, at en egentlig føderal stat skulle have været grundlaget for den fælles valuta. Forblændet af ideologi valgte EU at skabe en fælles valuta uden det nødvendige grundlag. Der kan gennemføres nok så mange hjælpepakker og indføres nok så mange sanktioner – lige meget vil det hjælpe.

Men dermed understreges også den ufolkelige dimension i hele det europæiske projekt. Ingen almindelig franskmand, polak, irer eller dansker ville i sin vildeste fantasi nemlig have accepteret noget, der blot lignede en statsdannelse. Derfor var EU-projektet fra begyndelsen et kapløb med tiden. Hvordan kunne man overhovedet få de nødvendige indskrænkninger af demokratiet og landenes suverænitet til at følge med de rammer, som allerede var etableret fra oven og uden det fornødne fundament – her tænker jeg især på den fælles valuta og de kaotiske forhold omkring de åbne grænser.

EU-ideologerne må sande, at de har tabt kapløbet. Europas kalejdoskopiske og kaotiske virkelighed har for længst overhalet skrivebordsprojektet. Dynamikken sejrede over den statiske tilstand og den kedelige, ensrettenTyskede EU-nationalisme, der fra begyndelsen, var et kunstigt produkt uden den ringeste folkelige forankring.

Idéen om en statsdannelse som redningsplanke for euroen illustrerer, hvad der sker, når en idé går amok og forblænder sine tilhængere. En statsdannelse vil naturligvis aldrig komme på tale. Dertil er forskellene mellem europæerne for store. Lad os dog i stedet få et samarbejde om alle de ting, vi kan samarbejde om. Og lad så nationalstaterne om resten.