ARTIKLER


Klart svensk nej til Euroen

En meningsmåling viser, at færre end 10 procent af svenskerne nu går ind for Euroen
Af Sven Skovmand
13. april 2012

»Den svenske euro-sympati er ved at blive udraderet«.

Udtalelsen kommer fra Örjan Hultåker, der er analytiker på det svenske analyseinstitut Skop, og han bygger sin opfattelse på en meningsmåling, som instituttet gennemførte i november 2011.

Målingen viser, at hele 88 procent af de adspurgte siger nej til, at Sverige skal gå ind i Euro-samarbejdet, mens færre end 10 procent siger ja til Euroen.

Ved folkeafstemningen i 2003 stemte 55,9 procent af svenskerne nej til Euroen, men siden da har ja-siden vundet noget frem. Ved en meningsmåling i november 2009 havde både tilhængere og modstandere 48 procent af stemmerne.

Eurolandene halter bagefter

Siden år 2000 har Euro-landene haft en vækst, der år for år har ligget 1,2 procent under væksten i Sverige. Væksten har også ligget bagefter væksten i USA med 0,5 procent om året. »Det lyder måske ikke af meget, men der er en verden til forskel«, siger erhvervsredaktør Tage Otkjær i Politiken for 7.12.2011. Artiklen hedder »Eurozonen savner finansiel koordination – og et nyt mål«.

Tage Otkjær påpeger, at den svenske vækst er en væsentlig forklaring på, at landets offentlige bruttogæld kun er 36 procent af bruttonationalproduktet, hvor den i eurolandet Frankrigt er 85 procent.

Sverige har efter Otkjærs mening klaret sig så godt, fordi landet ikke har været bundet til Euroen, men har ført en helt selvstændig valutapolitik. Det betyder, at man ikke har været hæmmet af, at Euroen i en lang periode havde en alt for høj værdi, hvad der skadede landenes økonomiske vækst.

Derfor har landet klaret sig langt bedre end Danmark, hvor vi nok står uden for Euroen, men alligevel har ladet Kronens kurs svinge i takt med kursen på Euroen.