NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Anledningen var, at dommerne i Østre Landsrets afdeling 7 skulle afsige dom i sagen om Danmarks tiltrædelse af Lissabon-traktaten, anlagt af Folkeafstemningskomitéen med professor Ole Krarup fra Folkebevægelsen mod EU som en af de centrale personer.
Salen var blevet stuvende fuld, og dørene måtte lukkes med mild vold bag de sidste tilhørere, da dommen skulle læses op.
Da Retsformanden Kjeld Wiingaard sagde: »Jeg afsiger dom« ... var der helt stille i salen.
Kort efter var det hele forbi.
Det tog ikke retsformanden meget mere end ét minut at forklare at regeringen var frifundet, at alle fem dommere var enige om, at Danmark ikke har overladt nye beføjelser til EU, og at der derfor ikke var brug for en vedtagelse med 5/6-flertal i Folketinget, eller en folkeafstemning, men at ingen af parterne skulle betale omkostninger til nogen, fordi sagen var af principiel interesse.
Fra salen kom et højlydt grin og en kommentar: »Sikke en overraskelse!«
Højesteret udtalte dengang, at sagsøgerne i Folkeafstemningskomitéen havde en væsentlig interesse i at få sine påstande prøvet – hvilket Østre Landsret tidligere havde afvist.
»Tillykke til os, tillykke til danskerne og demokratiet«, lød det fra komitéens talsmand, Helge Rørtoft-Madsen, som fortrød at han ikke havde haft champagne med.
I Østre Landsret den 15. juni var der ikke nogen større efterspørgsel efter champagne.
Der var mere en efterspørgsel af forklaringer på, hvordan landsretten havde nået frem til sin beslutning, og et behov for eftertanke.
Der var også en stemning af »nå, lad os nu se«. For der kommer en fortsættelse. Sagen appelleres.
– Sagsøgerne havde som almindelige borgere en ret til at få deres påstande prøvet. Sagen blev derfor tilbagevist til Landsretten til »realitetsbehandling«.
– Sagsøgernes påstand om, at det kan indebære suverænitetsafgivelse for Danmark, når man i EU skifter fra beslutninger med enstemmighed (veto) til flertal, fandt Højesteret interessant nok til, at den burde prøves.
Det er den prøvelse, Østre Landsret nu har foretaget.
Men da den slags eftersyn ikke tidligere har fundet sted ved en dansk domstol, og da der nærmest er tale om en bestillingsopgave fra Højesteret, er der lagt op til en fortsættelse.
I Landsretsdommen er der formuleringer, som næsten råber på yderligere vurdering. Der står bl.a.:
Hvis ændringerne af EU's funktionsmåde »efter en konkret vurdering må anses for tilstrækkelig vidtgående, herunder for eksempel, hvis ændringerne er så omfattende, at myndighedernes identitet ikke længere er den samme«, ja så kan udgangspunktet, at der ikke skal en folkeafstemning eller 5/6 flertal til, »tænkes fraveget«.
Og hvad er så »tilstrækkelig vidtgående«?
Svaret på det spørgsmål er nu henvist til Højesteret, Prins Jørgens Gård 13 i København. Informerede kilder vil vide, at Højesteret har berammet sagen til februar.
Dette indebærer: Kvalificeret flertal er nu hovedreglen. Ændret definition af »flertal« giver øget magt til de mest folkerige lande. Parlamentet er blevet medlovgiver på 40 nye områder. Fleksibilitetsbestemmelsen (»gummiparagraffen«) vil kunne bruges mere end før. Kommissionen har fået øgede beføjelser til at lovgive ved komitébeslutninger.
Landsrettens holdning: Ændringerne »kan tænkes« at motivere brug af ß 20, men i forbindelse med Lissabon-traktaten »findes [de] ikke at være af det omfang«.
Det nye er, at Landsretten opererer med »omfang« og dermed et retsligt skøn over virkningerne af traktatændringerne.
Dette indebærer: Den gamle opdeling i tre søjler hører op, og EU kan nu som »juridisk person« indgå aftaler med tredjelande og internationale organisationer på nye områder og på alle EU-landes vegne. Aftalerne skal som noget nyt godkendes af Parlamentet.
Landsretten: Bestemmelsen må »i det væsentlige« anses for at være en videreførelse af noget som fandtes, idet EU i forvejen havde ret til at indgå internationale aftaler, også med enekompetence. Ændring »findes [ikke] at være af et omfang«, som kræver brug af ß 20.
Dette indebærer: Hvis EU tiltræder Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK), som forudset i traktaten, bliver EU-Domstolen et nyt mellemled i fortolkning af konventionen, som ellers håndhæves af Den Europæiske Menneskeretsdomstol i Strassbourg (der ikke er et EU-organ).
Landsretten: Ifølge en erklæring til traktaten giver Charteret ikke EU nye beføjelser, men EU-Domstolen henviser allerede til EMRK. Der kræves enstemmighed, hvis EU skal tiltræde EMRK, og Danmark har ikke lovet at stemme for.
Dette indebærer: Beslutningsprocesser i EU kan ændres på topmøder uden besværlige traktatændringer ved at anvende de såkaldte passerelle beslutninger (fransk for gangbroer).
Landsretten: Beslutningsformer kan kun ændres på områder, hvor Danmark i forvejen har afgivet beføjelser. Ændringen »findes ikke at være af et omfang«, som begrunder brug af ß20.
Det interessante er igen, hvilket »omfang«, der skal til for at begrunde en folkeafstemning.
Dette indebærer: EU-rettens forrang fremfor medlemslandenes love fastslået i en erklæring.
Landsretten: Lissabon-traktaten ændrer ikke på den retstilstand, som har været gældende siden 1964. Hertil hører at »Grundloven går forud for EU's regler«, som fastslået af Højesteret i Maastricht-sagen.
Dette indebærer: Ændringer af hvad EU kan og skal, inden for blandt andet social sikring, energi, bistand, konsulær beskyttelse, immaterialret (patenter, m.v), personoplysninger og udenrigs- og sikkerhedspolitik. I slutforhandlingerne om Lissabon-traktaten blev der lavet om på otte områder, og et blev helt fjernet (rumfart), for at undgå brug af ß 20 i Danmark.
Landsretten: Lissabon-traktaten præciserer blot kompetencer, som EU havde i forvejen. Der er tale om områder, hvor EU ikke lovgiver med direkte virkning, eller områder, hvor Danmark har forbehold. Selvom ændringerne »virker sammen og indbyrdes kan fremme hinanden« finder retten alligevel, at dens opfattelse af, at ß 20 ikke skulle bruges, også »må gælde for ændringerne samlet set«.