Møntunioner går ned...

...hvis ikke de har en stærk, økonomisk-politisk overbygning. Vi kan lære en god del om krisen i dag ved at se på historien, mener Europa-historikeren, professor Uffe Østergaard.
Af Ole Aabenhus
1. august 2012

»Historien er fuld af møntunioner, der er brudt sammen. Wikipedia opregner 34 møntunioner, der ikke eksisterer længere, heraf fem i Europa. En af de vigtigste var den latinske møntunion (1865-1927), der omfattede Frankrig, Belgien, Italien, Schweiz, Spanien, Grækenland, Serbien, Bulgarien og Rumænien. Men Grækenland blev tvunget til at træde ud i 1908.«

Professor Uffe Østergaard, hvad var det, der skete for grækerne?

»Grækenland var allerede i 1890'erne blevet sat under administration af en international gruppe – seks stormagter – der havde lånt dem penge. Det hjalp kun lidt, og i 1908 måtte Grækenland erklære sig bankerot, fordi de snød med guldindholdet i deres mønter.«

Er det et græsk speciale at snyde på vægten og blive sat under administration?

»Det indtryk kan man få, men i virkeligheden er de ét blandt mange eksempler. Et andet medlem af den daværende latinske møntunion, nemlig Pavestaten, blev decideret smidt ud, fordi de havde iblandet så meget sølv i deres guldmønter.

Når grækerne gjorde det, hænger det sammen med en lang og kompliceret historie. De var i en samlingsproces og havde tabt en krig mod det osmanniske rige i 1897. Grækenland er et lidt ekstremt eksempel på, hvad man kan se i mange lande og i mange møntunioner.«

Hvad kan man lære rent historisk af møntunioners opløsningsproces?

'

»At en møntunion uden en politisk og en økonomisk union går i opløsning før eller senere, når presset udefra bliver stort nok.

Man kan spørge, hvorfor man nogensinde har indgået disse møntunioner, men det er for at skabe et marked (‡ la EU's Indre Marked. red.), og nogle af dem har da også fungeret i en periode, men generelt kan man sige, at møntunioner alene er ikke en stabil form for Union. De er alle gået i opløsning igen.«

Konkurrenceevne

Det, man diskuterer i dag, er om opløsningen hænger sammen med forskelle i konkurrenceevne. Kan man sige noget historisk på det punkt?

»Ja, for prisen på valuta afspejler normalt et lands konkurrenceevne. Hvis den er forskellig i forskellige dele af landet, er der to ting, man kan gøre: Indføre en regional politik, og det vil sige overføre midler til de svagere dele af landet, eller have et flydende arbejdsmarked, som vi især kender det i USA, hvor arbejdskraften flytter derhen, hvor konkurrencevilkårene er de bedste.

I Europa har vi tradition for at respektere, at folk bliver boende, hvor de er, og så forsøger man at udligne gennem regional- og strukturpolitikken.«

USA – EU

USA består af 50 delstater med meget forskellig økonomi, men med en fælles valuta. Kan man bruge USA som et eksempel på en møntunion, der har holdt længe?

Det kan man godt, men man skal så huske på, at de også har udkæmpet en borgerkrig om det – i 1860'erne. I dag er USA en møntunion, men er meget mere end det. Det er også en politisk union og et fælles marked.

I første halvdel af det 20. århundrede foregik der en enorm vandring fra syd til nord, først og fremmest af sorte. I Den europæiske Union taler vi om, at vi har et fælles arbejdsmarked, men det har vi overhovedet ikke.

Arbejdskraften er ikke mobil på samme måde som i USA. Det er den ikke inden for enkelte lande, og slet ikke mellem landene.«

Så det er et af de store problemer i europæisk økonomi i dag?

»Ja, man kan kalde det et problem, men man kan også sige, det er en styrke, for det gør, at folk føler tilknytning til deres land og deres egn. Samtidig er det uigendriveligt, at det europæiske samarbejde er grundlagt på økonomiske interesser. Heri ligger der en indbygget modsigelse.«

Hvad tænkte Delors, Kohl, Mitterand?

Euroen blev skabt alene som en møntunion. Kan det skyldes, at Jacques Delors, Helmut Kohl, FranÁois Mitterand og de øvrige centrale skikkelser dengang – ikke havde læst deres historiebøger ordentligt?

»Nej, tværtimod. Og Delors (formand for Kommissionen 1985-95, leder af den centrale arbejdsgruppe om Møntunionen. red.) var meget utilfreds med det kompromis, der kom ud af det i 1990. Han stormede rasende ud af lokalet, siges det, for han vidste udmærket, at man ikke kan have en fælles mønt uden at have en økonomisk union. Men han bøjede sig for kompromiset.

EU og de frustrerede folk

For reelt gjorde man som man plejer i europæisk politik: Man har hele tiden taget et halvt skridt mere end det, man sagde, man var i gang med – og dermed fremtvunget en ustabil situation, som nødvendiggjorde et følgende skridt.

Et godt eksempel er, at man tog hul på en toldunion i Rom-traktaten i 1957, og det kaldte man så for et marked. Men faktisk kom Det indre Marked først i 1986.

Systemet har fungeret, men det har efterladt vælgerne frustrerede, fordi de i deres naivitet har troet, at når man talte om Det indre Marked, så talte man faktisk om et indre marked og ikke om et økonomisk og politisk samarbejde.«

Det, du taler om, er Jean Monnet metoden ... altså, at man undlader at sige, hvad man i virkeligheden er ude på? (Jean Monnet er manden, der skabte visionerne om et fælles marked, som efterhånden skulle udvikle sig til et samlet Europa. red.)

»Knap og nap. I virkeligheden var hensigten klart at se i 1986. Eksempelvis var de danske socialdemokrater oprindelig imod Det indre Marked. Da de så havde tabt afstemningen i Folketinget, skiftede de over til at sige, at sammen med Det indre Marked måtte vi så også have et økonomisk og politisk samarbejde. Men det er rigtigt, at vælgernes flertal ikke opdagede det«.

De manglende kriser før den store krise

Hvorfor har vi så ikke i de mange år, der er gået siden Maastricht-traktaten, fået en økonomisk Union?

»Det er et stort spørgsmål, og det er der nok ingen, der vil udtale sig klart om. Mit gæt er, at man havde regnet med, at der ville komme et behov for en fælles økonomisk politik engang i løbet af 1990'erne. Det fik man bare ikke. Man fortabte sig i unionstraktater og nye, mærkelige kompromiser.

Desuden var Tyskland voldsomt optaget af at inkludere Østtyskland. Og så gik det ikke rigtigt op for europæiske politikere, hvor meget landene voksede fra hinanden inden for rammerne af den fælles valuta under den økonomiske optur fra 2000 til 2007-08.

Så vi var faktisk uheldige at have en stor økonomisk optur lige i dén periode. Man fik ikke kniven på struben, og EU handler kun, når problemerne virkelig flammer op imod én. Behovet for en fælles økonomisk politik var ikke stort nok, og så lod man nogle lande køre ud over kanten, selv om de egentlig ikke havde fortjent det – som Irland og Spanien.«

Du mener, at EU har brug for kriser for at kunne handle, og krisen kom lidt sent?

»Ja, simpelthen. Mange siger, at systemet reagerer for langsomt, men sammenlignet med andre processer i EU, så har man faktisk handlet hurtigt og beslutsomt i den økonomiske krise. Problemet er bare, at »hurtigt og beslutsomt« i EU-sammenhæng er nølende og tøvende, når man har finansmarkederne som modspiller. Og »markederne«, det er jo os alle. Det er også vore egne pensionskasser.«

Europas små lande

Markederne reagerer på nano-sekunder. Det har vi vel ikke historiske fortilfælde for?

»Nej, det er er en kvalitativ ny situation. Den samlede omsætning i verden fra 1990 til i dag er steget 15 eller 16 gange. Det er så uhyrligt store summer, der er tale om, at man kan blanke et land af på en eftermiddag – også store lande. Alle de europæiske lande er i dag i virkeligheden små lande. Blot er der nogle få – som Frankrig og Tyskland – der endnu ikke har opdaget det. Spanien er ved at lære det the hard way lige nu.«

Tyskland?

Forudsætningen for en fortsat tysk vækst er, at man redder eurozonen. Men den er svær at sælge til tyske vælgere, der synes, at de har betalt for Østtyskland. Og de fleste kan jo godt regne, så hvis det kostede så meget at redde 17 millioner mennesker i Østtyskland, hvad koster det så ikke at redde 35 millioner i Spanien, 60 millioner i Italien osv.