Solidaritet og krise

Der mangler solidaritet i EU-sammenhæng
Af Ole Aabenhus
1. august 2012

Kriser stiller spørgsmål. Og den, der finder svaret inden krisen er slut, sidder med nøglen til fremtiden.

Det vidste en langttænkende politiker som K.K. Steincke, der midt under 1930'ernes krise grundlagde det socialsystem, der danner kernen i den danske velfærdsstat den dag i dag.

Hvad er det så for et spørgsmål, der ligger i den krise, vi gennemlever i Europa lige nu? I mine øjne er der to sammenhængende spørgsmål:

– Hvilken grad af suverænitet er vi villige til at afgive for at finde fælles løsninger?

– Hvilken grad af solidaritet er vi villige til at vise for at finde fælles løsninger?

Fraværende i debatten

Suverænitet er vi vant til at tale om, og vi er nu på vej mod endnu en Højesteretsdom om den juridiske fortolkning, jfr. artikler andet steds i bladet. Begrebet har været i fokus næsten konstant siden danskerne stemte ja til EU for snart 40 år siden.

Anderledes med solidaritet, som ofte er et stort set fraværende begreb i EU-sammenhæng.

Et eksempel: Den amerikanske økonom og nobelpristager Paul Krugman kommenterede den økonomiske nødhjælp til spanske banker i starten af juni med en interessant betragtning: Der er ikke noget i vejen med selve den kapitalindsprøjtning, Den Europæiske Centralbank gav Spanien, siger han i sin klumme i New York Times. »Men det er slående, at samtidig med de europæiske ledere sammensatte denne hjælpepakke, signalerede de kraftigt, at de ikke havde til hensigt at lave om på de politikker, der har gjort en fjerdedel af spanske lønmodtagere – og mere end halvdelen af de unge – arbejdsløse«.

Styres af Centrum-Højre

Hvorfor denne manglende solidaritet? Den er for det første bygget ind i systemet med »fri bevægelighed« for kapital, varer og arbejdskraft. Men man kan også se det som udtryk for interessepolitik: EU styres af centrum-højre regeringer, og EU's centrale personer er alle centrum-højre politikere – det gælder Kommissionsformand Jose Manuel Barroso, stats- og regeringschefernes formand Herman Van Rompuy og eurozonens formand Jean-Claude Juncker...

Omvendt er de, som repræsenterer lønmodtagerne i EU-systemet, voldsomt svage. Der er »sociale topmøder« en gang om året mellem europæisk LO, den europæiske arbejdsgiverorganisation og Kommissionen. Der kommer bare så lidt ud af dem, at ingen gider referere, hvad der sker.

Nu har den nyvalgte franske præsident Hollande skabt nyt håb. I skrivende stund ved vi ikke meget om hans vækst-tillæg til Finanspagten, men der tales om jobskabende EU-projekter til omkring 1.000 milliarder kroner. Det kan måske blive et første skridt.

Men der skal en langsigtet vision til for at skabe et holdbart Europa. Tidligere dansk økonomiminister, socialdemokraten Ivar Nørgaard, der døde sidste år, stemte i sin tid nej til euroen, fordi dens rammetraktat – Den Økonomiske og Monetære Union – alene går ud på at holde inflationen i euro-området nede på 2 procent. Men, mente Ivar Nørgaard, det burde være en tilsvarende stærk forpligtelse for EU-systemet og Den Europæiske Centralbank at holde arbejdsløsheden nede på f.eks. 4 procent.

Hver fjerde spanier er ledig

I dag går hver fjerde spanier ledig, og vi har en ungdomsarbejdsløshed på over 50 procent i Grækenland og Spanien. Det kan ikke undgå at skabe uro i gaderne. En ny nationalfascisme lurer lige om hjørnet i flere sydeuropæiske lande. Og som europæisk LO siger det, så risikerer EU-systemet at miste opbakning fra lønmodtagerne. Der er brug for solidariske løsninger, og man kunne måske begynde med at diskutere, om ikke et folkeligt pres for Ivar Nørgaards 4 procent som max.-grænse for arbejdsløshed var et fornuftigt krav på lang sigt – i tillæg til Hollandes milliarder til afhjælpning af situationen i dag.