ARTIKLER


EU siger nej til slovakisk mønt

Slovakkerne kan ikke få lov til at udsende en mønt, der lader to helgener holde et kors.


Af Sven Skovmand
12. april 2013

Slovakiets nationalbank har fået nej til at udsende en mønt i anledning af 1150-året for de græske helgenbrødre Cyril og Methodius's ankomst til Slovakiet, hvor de forkyndte den kristne tro. Afvisningen kommer fra EU-Kommissionen, der skal godkende alle udgaver af Euroen, som Slovakiet har sagt ja til at have som valuta. Det oplyser Kristeligt Dagblad torsdag den 28. november 2012 i artiklen »EU fjerner kors fra slovakisk mønt«.

Afvisningen skyldes, at mønten ikke blot viser de to brødre, men også lader dem holde et kors imellem sig og udstyrer deres hoveder med glorier. Det er et kristent symbol, som er i modstrid med EU's charter for grundlæggende rettigheder, som garanterer religiøs mangfoldighed og neutralitet.

De katolske biskopper i Slovakiet er rasende over Kommissionens beslutning og opfordrer de slovakiske myndigheder til at protestere mod den.

Biskopperne gør opmærksom på, at det under det kommunistiske styre var forbudt at have kors og glorier i statslige symboler, og undrer sig over, at de igen skal opleve et forbud mod disse symboler.