Fransk præsident i EU-skjul

Francois Hollande har været påfaldende tavs, når det gælder EU. Hans parti er delt, og Frankrig savner den fornødne styrke til at skabe et ”socialt Europa”. Men aksen Paris-Berlin kører fortsat.
Af Ulrik F. Andreasen og Ole Aabenhus
13. april 2013

Præsident Hollandes beslutning om at sætte fransk militær ind mod islamister i Mali har vakt både kritik og beundring internationalt, og i Frankrig og i EU har den givet ham en smule af den lederrolle, han har savnet så stærkt siden sin tiltræden i maj sidste år.

Ellers har det været småt med succes’-er. Hollande har udråbt EU som en af de afgørende grundpiller i en økonomisk genopretningsplan. Men foreløbig er hans tanker om et ”socialt Europa” ikke blevet til andet end tomme slagord i EU-erklæringer.

Sagen er, at Frankrig ikke besidder den fornødne magt til at bestemme kursen. Derfor har han valgt at gå i flyverskjul i centrale EU-spørgsmål, fokusere på økonomien og se, om han mod alle odds kan få arbejdsgivere og fagforeninger til at tale sammen, i stedet for at alle faglige konflikter ender i gadedemonstrationer. Det ser lige nu ud til – måske – at kunne lykkes.

Passiv – i hvert fald til september

Mange har ment, at Hollande vil forholde sig rimelig passiv i hvert fald indtil det tyske valg i september og måske helt frem til EU-Parlamentsvalget i juni næste år. Der er ingen valg i Frankrig i indeværende år. Det giver ro på bagsmækken og bedre muligheder for at forhandle.

For Hollande er EU et vanskeligt emne at håndtere internt i hans eget parti, især fordi man fra tysk side åbent diskuterer et perspektiv, der omfatter ændringer af Lissabon-traktaten. Alt med EU-traktater åbner gamle ar blandt franske socialister, fordi partiet blev delt ved afstemningen om Lissabon-traktatens ”førsteudgave” – Forfatningstraktaten – der endte med et fransk nej i 2005. Francois Hollande og partiets ledelse stod for et ja dengang, mens den tidligere premierminister Laurent Fabius skiftede side til nej’et. Samme Laurent Fabius er i dag udenrigsminister og dermed nr. to i regeringen.

Fransk-tysk udspil på vej?

Men måske er Hollande på vej ud af sit flyverskjul. Overraskende kom der to interessante udspil 22. januar i anledning af, at samarbejdsaftalen bag det, man kalder den fransk-tyske akse – Elysée-traktaten – fyldte 50.

Hollande understregede i valgkampen, at Frankrig skulle gå sine egne veje i EU, og at han ikke ville være et halehæng til Angela Merkel på samme måde som hans konservative forgænger Nicolas Sarkozy.

Det lykkedes dårligt i første omgang. Hollande ønskede en ekspansiv, job-orienteret politik og en ”social pagt” skrevet ind i Finanspagten, og det var derfor en stor ydmygelse af den franske præsident, da det ikke lykkedes.

Nu lyder budskabet fra 50-års fejring-en, at Frankrig og Tyskland på et topmøde først i februar sammen vil præsentere en fælles ”løsning” på EU’s budgetramme 2014-20. Og at der til maj kommer et fælles udspil til tættere samarbejde inden for eurozonen.

I Tyskland og Frankrig peger man på, at den fransk-tyske akse igen har vist sin holdbarhed. Måske hænger det lige så meget sammen med, at Angela Merkel ser sin fordel i at placere sig som spilfordeleren i europæisk politik inden valget – dels indenrigspolitisk, dels over for David Camerons udfordringer til det europæiske samarbejde. Men under alle omstændigheder giver det Hollande helt nye muligheder for at komme ud af sit flyverskjul. u