NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Der er dem, der er skuffet efter topmødet i Bruxelles i december, fordi det ser ud til, at unionsprocessen er bremset op igen. Det er nærmest automatreaktionen fra kommentatorer og tænketanke i Bruxelles og i andre europæiske hovedstæder.
I forhold til dem er Hans Martens, chef for tænketanken European Policy Centre en mønsterbryder. Han lyder nærmest lettet:
»Tiden er ikke til at tage flere skridt frem, fordi det efter min mening kræver en helt anden demokratisk legitimitet, end den du kan få i dag. Jeg mener heller ikke, det er nødvendigt. En ny traktat vil ikke hjælpe på noget som helst.
Og nu skal jeg sige dig hvorfor: Fordi uanset hvad du gør, og uanset hvor mange kontrakter du har, så kan du ikke forhindre en Berlusconi i at sige ”til helvede med det dér, jeg trækker mig ud”. EU har ikke magt til at forhindre den slags reaktioner.
Hvad nu, hvis en amerikansk stat gjorde som Berlusconi, så ville du se hæren blive sat ind imod dem, ikke?«
Hans Martens er en af dem, der hyppigst optræder i debatter i Bruxelles, i hvert fald, når det drejer sig om økonomisk politik, og ikke mindst om de lange perspektiver med forskydninger mellem aldersgrupperne og konkurrencen mellem de store spillere på globalt plan – EU, Kina, Indien og USA. Altid intens i sin måde at argumentere på.
I forhold til krisen har han tidligere argumenteret for projektobligationer – idéen om at få private investorer til at investere i offentlige anlæg som transport og energi.
Det er bare ikke rigtig slået an blandt EU’s beslutningstagere.
Men der er brug for to ting nu, ifølge Hans Martens:
»Det ene, vi har brug for, er en kickstart, og jeg mener, at den skal basere sig på dels, at der begynder at være en optimisme, og dels, at der er ubrugte midler i EU’s strukturfonde, dels at vi skal lukke op for privat finansiering«.
»Samtidig er der brug for en villighed til at handle frit med de lande, som er i økonomisk vækst. Vi lavede en handelsaftale med Sydkorea for et par år siden; hvem tror du har tjent flest penge på det? Det har Europa! Det kan ikke nytte, at man står og skriger op om, at Brasilien vokser som bare den, og det er vi misundelige på – hvis ikke vi gør noget ved det«.
»Flexicurity (fleksibilitet og sikkerhed) blev jo gjort til EU’s officielle arbejdsmarkedspolitik, og hvad er der sket ved det? Intet!
For mig er flexicurity det, man i Danmark kalder aktiv arbejdsmarkedspolitik. Det at blive arbejdsløs skal ikke være en katastrofe for den enkelte, men tværtimod vejen til noget bedre. Det kræver en stærk social sektor«.
Og så tilføjer han:
»Spørgsmålet er, om krisen har ødelagt den her mulighed. Det er jo nemt at indføre en aktiv arbejdsmarkedspolitik, når man har to procent arbejdsløse, men ikke så nemt når man har otte eller mere«.
Den gennemsnitlige arbejdsløshed i EU i november 2012 var 11 procent.