Merkels manglende markedspres

Den tyske kansler ser ud til at træde baglæns i sine egne EU-spor – selvom hun er næsten sikker på genvalg til september.
Af Staffan Dahllöf
13. april 2013

Få uger før topmødet i december var Angela Merkel fortaler for en omfattende uddybning af spillereglerne for euroen, sådan lød det i hvert fald:

»Vi er nødt til at være ambitiøse, og må ikke gå af vejen for at forandre traktatgrundlaget for en økonomisk og monetær union, hvis det er nødvendigt. Denne proces mod fordybelse af EU er uundgåelig«, sagde hun i en tale til Europa-Parlamentet i november.

Men så nødvendigt med traktatændring var det vist heller ikke, viste det sig. Kun få af idéerne om en fordybet union overlevede topmødet.

Ulrike Guérot, EU-forsker ved tænketanken European Council on Foreign Relations i Berlin, leder efter en forklaring:

»Hvis bare jeg vidste, hvad der skete! Dampen gik af kedlen. Folk begyndte at sige, at det nok ikke var så vigtigt med et kvantespring alligevel. Jeg og andre, som troede på store forandringer for bare 4-5 måneder siden, vi tog fejl,« siger hun.

Mangler: Markedspres

Men muligvis er den tyske retræte ikke så underlig:

»Formentlig er der den meget simple forklaring, at EU kun udvikles under pres. Nu kan man høre bankfolk sige, at Grækenland nok beholder euroen i mindst et år mere. For den første gang i lang tid oplevede vi et topmøde uden trusler om markedsreaktioner«, siger Ulrike Guérot.

For, understreger hun, kansler Merkels tilsyneladende afkølede unionsentusiasme skyldes ikke de politiske oppositionspartier:

»Socialdemokraterne i SPD kan måske udfordre hende på manglende sociale hensyn i EU-politikken, men der er ingen, som for alvor udfordrer hendes Europaperspektiv«.

Så Merkel kunne godt være gået med til for eksempel den foreslåede solidaritetsmekanisme, uden risici for politiske tab?

»Ja. I Tyskland mener man stadig, at hun forsvarer de tyske interesser«.

Det kritiske barnebarn

Det har ellers ikke skortet på EU-kritiske stemmer i den tyske debat i senere år:

Kritiske økonomer har forlangt nav-ne-opråb i et forsøg på at blokere den førte politik. Økonomer, politikere og græsrodsorganisationer rejste tvivl om Finanspagten ved Forfatningsdomstolen i Karlsruhe.

Den socialdemokratiske toppolitiker Thilo Sarrazin sprang ud som euro-mod-stander efter først at have raset imod indvandrere i almindelighed, og muslimer i særdeleshed.

I flere delstatsvalg dukkede Piratpartiet op som et nyt udtryk for kritik af det politiske etablissement.

På den borgerlige fløj kunne man notere det EU-kritiske parti Freie Wähler, ledet at Stephan Werhahn, barnebarn til den legendariske kansler Konrad Adenauer som knyttede det daværende Vesttyskland til Kul- og Stålunionen, senere EF/EU.

Historiske grunde

Ulrike Guérot siger, at spørgsmålet sidste år var, hvornår Tyskland skulle få et, som hun kalder det, anti-europæisk parti:

»Det er bare ikke sket. Der skal to faktorer til, for at et populistisk parti kan fungere: En politik mod indvandring og en politik mod Europa. Begge dele eksisterer i Tyskland, men af historiske grunde lader indvandringskritikken sig ikke udnytte af politiske partier«.

»Glem Piratpartiet, glem Freie Wähler. De er marginale foreteelser«, siger hun.

Derimod vil hun ikke lade diskussionen om EU’s manglende folkelige opbakning gå i glemmebogen.

»Det er muligt, at situationen ser anderledes ud efter valget til september. Sandsynligvis er der behov for et øget pres fra valutamarkederne. Men vi behøver en forfatningsmæssig løsning på krisen. Det kan godt være, at vi kan leve uden traktatændringer i et eller to år mere, men som det er nu, fungerer systemet uden legitimitet. Det holder ikke«.