Polen vil ind i kernen af Euroropa

Polens udenrigsminister har gjort sig til talsmand for en europæisk føderation med Tyskland og euroen som centrum. Men hvor står Polen i dag – godt et år længere fremme i krisen?
Af Michael Lauritsen
13. april 2013

Sidste gang, polakkerne gjorde sig ekstraordinært bemærkede på den europapolitiske scene, var, da udenrigsminister Radoslaw Sikorski i november 2011 holdt en tale i Berlin.

Her understregede han, at en EU-føderation under stærkt tysk lederskab var den eneste redning for euroen, ledsaget af ordene: »Jeg frygter tysk styrke mindre, end jeg er begyndt at frygte tysk inaktivitet«.

Talen vakte stor debat og førte til et mistillidsvotum i det polske parlament Sejm, som dog blev afværget. Men spørgsmålet er: Hvor står Polen – den ledende nation i Østeuropa - i dag?

Souschefen på Danmarks ambassade i Polen, Erik Brøgger Rasmussen, er lidt forsigtig i sin udredning: Sikorskis tale skal snarere ses som en udenrigsministers ”vision”, end som officiel polsk EU-politik, mener han.

»Selvom flere givetvis havde været inde over indholdet, så var det ikke en tale, som var godkendt i kancelliet. Enkelte af hans pointer er, blevet en del af regeringens policy-papirer, men langt fra alle«.

Fra tvillingerne til Tusk

Der var engang, da tvillingerne i polsk politik - Jaroslaw og Lech Kaczynski - sad på både premierministerposten (Jaroslaw) og præsidentposten (Lech) og som med én røst tordnede mod et tysk-domineret Europa såvel som mod polske ”hurra-europæere”, der ”faldt på knæ”, når de talte med vesteuropæiske politikere.

Men ifølge Erik Brøgger Rasmussen er forskellen mellem før og nu ikke særlig stor, når man ser om bag retorikken. Både Kaczynski-regeringen og regeringen i dag under den konservative Donald Tusk har haft én ting for øje: Polens fulde integration i EU.

Kodeordet er indflydelse.

Polen tilsluttede sig således aftalen om fælles banktilsyn på topmødet i december. Men som andre lande uden for euroen (med undtagelse af Storbritannien) har de endnu ikke meldt ud, om de vil være med i den endelige bankunion – i hvert fald ikke så længe det ikke står klart, hvilken indflydelse en aftale om bankunionen vil give til lande uden for euro’en – ”17+ landene”.

Med i euroen

Men Tusk-regeringen vakler ikke, når det handler om Polens langsigtede mål, som er at leve op til EU’s krav om økonomisk styring (konvergens) og at føre Polen ind i euroen.

Det gælder på trods af, at befolkningsflertallet for øjeblikket er imod deltagelse, og at der er en udbredt euroskepsis hos regeringens koalitionspartner Bondepartiet (PSL).

»Af historiske årsager bryder man sig i Polen absolut ikke om ikke at stå udenfor. Det, der skræmmer polakkerne allermest, er, hvis de ender i en gruppering uden for EU’s kernelande”.

EU i én hastighed

Søren Riishøj, Østeuropa-ekspert fra Syddansk Universitet, er enig. »Helt overordnet vil Polen bare gerne være med, men Polen er også kraftigt imod, at eurolandene danner en beslutningsstruktur uden om de andre lande«, siger han.

Polen er overhovedet ikke interesseret i et ”fleksibelt Europa” i flere hastigheder, som den danske statsminister Helle Thorning-Schmidt talte om i Belgien i efteråret, mener Søren Riishøj. Derfor er de bekymret over udviklingen i Storbritannien, fortsætter han: »Traktatændringer er slet ikke på dagsordenen længere. Det ligger i luften, ja, men her og nu er den slags skudt ud på ubestemt tid. Man kigger først og fremmest mod Storbritannien i øjeblikket«.

For polakkerne handler det om at bevare et Europa i én hastighed. Og som det fremgår klart af regeringsdokumenterne – godt et år efter Sikorsky’s tale – er målet, at Polen skal have ”en naturlig og helt central plads i midten af Europa”.