Skift Euroen ud, vi har brug for 'slangen' igen

Udviklingen i en række euro-lande efter 2008 har (langt om længe) fået de fleste uafhængige økonomers øjne op for, at EU’s Økonomiske og Monetære Union (ØMUen) i 1999 blev etableret på et forkert grundlag og kom til at omfatte alt for mange lande.

Euro-landene har ikke tilnærmelsesvist en så ensartet økonomisk struktur og ens politiske præferencer, at de kan have fordel af at benytte én fælles valuta.

Tværtimod forøges omkostningerne, idet ubalancerne mellem de deltagende lande vil vedblive med at vokse – ikke mindst målt ved arbejdsløsheden.

En ændring, der skal kunne bringe EU ud af det økonomiske dødvande, kræver først og fremmest en reform af valutasystemet, der kan sikre faste, men dog justerbare valutakurser. Og som kan sikre, at valutakurserne afspejler den faktiske konkurrenceevne i det enkelte land.

Altså er man nødt til at ophæve euroen og vende tilbage til nationale valutaer. Men hvis man skal have et politisk og økonomisk stabilt Europa, må det ske inden for et samarbejde, der på den ene side er fleksibelt, på den anden side kan forhindre, at landene starter en indbyrdes ’konkurrerende devalueringspolitik’, som man så det i 1930’erne.

Slangen er løsningen

Et sådant fleksibelt system findes faktisk allerede!

Det kaldes ERM2-systemet (Exchange Rate Mechanism) og er en slags 2. udgave af det, man engang kaldte valutaslangen (se illustration). Danmarks fastkurssystem i forhold til euroen er en del af ERM2, som også omfatter andre EU-lande som Letland og Litauen.

Idéen er, at man aftaler en fast kurs (centralkursen) mellem de deltagende landes valutaer, og en tilsvarende fast kurs mellem dem og euroen. De er dog ikke mere faste, end at de kan ændres efter forhandling mellem de på enkelte landes regeringer og (i øjeblikket) Den Europæiske Centralbank.

Det er vigtigt, at centralkurserne afspejler udviklingen i de deltagende landes konkurrenceevne. Derfor må de vurderes jævnligt, f.eks. hver sjette måned.

Det var et problem i den oprindelige ”slange” (ERM1-systemet), at man ikke fik justeret centralkurserne tilstrækkeligt og hyppigt nok. Ydermere var udsvingsbåndet i ERM1 kun +/- 2 ¼ pct. Det gjorde det alt for let for spekulanterne at gennemtvinge en ændring, der var større end båndbredden – jfr. spekulanten George Soros berømte spekulation, der i 1992 tvang Storbritannien ud af ”valutaslangen”.

+/- 15 pct. er bedre end euroen

Valutakrisen i 1993 gav anledning til, at båndbredden blev udvidet til +/- 15 pct., og det system fungerede overraskende godt – lige til euroen blev etableret i 1999.

I en ny, tredje version af valutaslangesystemet - ERM3 – vil der være brug for et varslingssystem, hvor de deltagende lande får en forpligtigelse til at ændre deres centralkurs i god tid, inden en alvorlig valutakrise får lov til at udvikle sig.

Den daglige markedskurs for disse valutaer må bevæge sig inden for et bånd, der er tilstrækkelig bredt, så spekulationsbølger kan bremses i tide. Man kunne igen vælge +/- 15 pct.

For at få overskudslandene – lige nu bl.a. Tyskland, Holland og Danmark – til at revaluere deres valuta, bør ERM3 indeholde en regel om, at lande med overskud på betalingsbalancen er forpligtet til at indbetale f.eks. 50 pct. af dette overskud til en europæisk solidaritetsfond.

Det vil medvirke til at øge både fleksibiliteten og symmetrien i valutasystemet – og man undgår det problem, vi har i dag, hvor et stort tysk overskud kan fortsætte i årevis og dermed sætte underskudslandene skakmat, så hele systemet går i stå.

Beskyttelse mod spekulanter

For det enkelte land vil en stor udsvingsmargen giver en god beskyttelse mod spekulative angreb.

Et angreb mod en ’svag’ valuta vil kunne afværges ved straks at lade kursen falde inden for båndet, så spekulanterne risikerer en dårlig kurs, når de på et senere tidspunkt skal købe valuta tilbage.

Dermed vil en ny ”valutaslange” – et nyt EMR3, der bygger videre på erfaringerne fra før euroen – både kunne sikre stabilitet og have en disciplinerende effekt på valutamarkederne.