Derfor ramte Syriza muren

Vrede, forbitrelse, ærgrelse og overraskelse. Sådan blev nyheden om en aftale mellem den græske regering og landets kreditorer i Eurogruppen, IMF og Den Europæiske Centralbank modtaget af mange af regeringens støtter i Grækenland såvel som i resten af EU.

I aftalen blev den græske regering pålagt at gennemføre de reformer, et flertal af grækere netop havde afvist ved en folkeafstemning - og mere til, endda. Det er hård kost for dem, der har fæstet lid til, at regeringen, der er domineret af venstrefløjspartiet Syriza, ville gennemføre et opgør med de seneste års nedskæringspolitik, dikteret af landets kreditorer i EU og IMF. Men det bør egentlig ikke være en overraskelse, for modparten har det afgørende kort på hånden: euroen.

Op som en løve

Der er en voldsom kontrast mellem den Alexis Tsipras, som på valgnatten den 25. januar stod i et farverigt hav af faner og erklærede "nedskæringspolitikken og trojkaens epoke" for slut - og så den premierminister Tsipras, som i juli mindeligt bad sit parlament om at støtte en nedskæringspakke, idet han bedyrede, at han slet ikke brød sig om sine egne forslag. Ikke bare skulle parlamentet godkende reformer, et flertal af grækere havde afvist, der kom mere oveni; et krav om privatiseringer i omegnen af 400 milliarder kroner.
Mellem de to begivenheder - fanehavet og afstemningen - var gået blot fire måneder. Men modparten havde også kørt de store kanoner frem fra dag ét; kreditorerne i eurozonen og trojkaen (EU-kommissionen, IMF og Den Europæiske Centralbank (ECB)) havde magten til at skrue ned for strømmen af eurosedler.

Allerede to uger efter Syrizas valgsejr annoncerede ECB, at græske banker ikke længere kunne bruge græske statsobligationer som pant for lån, og anførte, at der endnu ikke var indgået en aftale mellem den nye regering og kreditorerne.

I de efterfølgende måneder arbejdede tiden for kreditorerne. De græske banker havde nu kun adgang til friske sedler gennem de dyrere nødlån (Emergency Liquidity Assistance), og i den sidste fase besluttede ECB at lægge et loft over denne type lån. I sidste ende var den græske regering tvunget til at begrænse grækernes adgang til kontanter, og uret begyndte for alvor at tikke: Var bankerne løbet helt tør for penge, ville den græske økonomi smelte helt ned.

Målbevidste kreditorer

Presset virkede. I løbet af måneders forhandlinger droppede den græske regering stribevis af sine valgløfter. Inden for privatiseringer, skatte- og afgiftspolitik, pensioner og minimumsløn gav Syriza efter i større eller mindre grad, omend på en måde, der bevarede perspektivet om en mere social balance. Også på spørgsmålet om, hvor stort et offentligt overskud, der skal opnås i de kommende år, endte den græske regering med at lægge sig snublende tæt på kreditorerne.

Regeringen var indstillet på at lade måltallet for 2018 være et svimlende 3,5 procent i overskud - et meget stort overskud i betragtning af den økonomiske situation i landet, og et overskud, der vil kræve meget omfattende nedskæringer.

Alligevel var kreditorerne aldrig tilfredse. De ville ikke bare have løfter om nedskæringer hist og pist, men også en bestemt langsigtet økonomisk strategi, og Syrizas indrømmelser var ikke nok. For kreditorerne er privatiseringer, nedskæringer på pensioner og arbejdsmarkedsregler, der fremmer fleksibilitet og holder lønnen i ave, en cocktail, som peger fremad. At netop den politik har reduceret den græske økonomi med en fjerdedel siden 2008, gør ingen forskel i den sammenhæng.

Mere end noget andet kom sammenstødet mellem den græske regering og kreditorerne til at handle om politik, og kreditorerne havde ikke i sinde at lade en anden økonomisk strategi få fodfæste. I fem år har EU besvaret krisen ved at indføre et batteri af regler, som skal fastholde især de mest kriseramte euro-lande på en stram økonomisk politik, og på en liberaliseringskurs.

Med vedtagelsen af reglerne om finanslove fra 2010, den såkaldte six-pack i 2011 og finanspagten fra 2013 er skinnerne blevet lagt til et EU med strammere økonomisk styring, en fælles kurs mod en økonomisk politik, som altid har været forbundet med den liberalistiske højrefløj.

Den urørlige euro

For de toneangivende politiske og økonomiske kredse i EU er denne udvikling mod en fælles økonomisk politik med euroen som omdrejningspunkt hele hjertet og motoren i EU-projektet, og derfor har den græske regering været oppe mod stærke kræfter. Og den revolverpolitik, grækerne blev udsat for, kunne de ikke stille meget op imod.

Det eneste mulige svar på ECB’s "kreditklemme" havde været at indføre en parallel valuta, men det ville reelt have været et første skridt ud af euroen. Alligevel var det netop dette, den græske finansminister Yanis Varoufakis, der stod for forhandlingerne med kreditorerne i de første måneder, prøvede at få godkendt i regeringens inderkreds.

Klemt af modpartens stejle holdning og banker, der var ved at løbe tør for penge, foreslog han i ugerne op til folkeafstemningen den 5. juli, ifølge et interview i The New Statesman den 13. juli, at indføre euro-gældsbeviser som parallel valuta. Men det forslag blev nedstemt, og kort tid efter var hans dage som finansminister talte.

Alexis Tsipras reagerede aggressivt på interviewet med Varoufakis, og benægtede hurtigt, at et forslag om parallelvaluta overhovedet havde været overvejet. For ham - og angiveligt for flertallet i hans parti - er medlemskab af euroen ikke noget, man piller ved.

En umulig situation

Men i månederne siden februar er det blevet tydeligt, at et brud med nedskæringspolitikken, som kun har gjort udsigterne dårligere for grækerne, ikke kan lade sig gøre i harmonisk samarbejde med Eurogruppen og de øvrige kreditorer. At vælge euroen er derfor også at fravælge det opgør med nedskæringspolitikken, som bragte Tsipras til magten.

En udtræden af euroen er ikke nogen mirakelkur. På kort sigt er der næppe tvivl om, at krisen ville blive et nøk dybere. Til gengæld ville en ny, devalueret valuta give den græske økonomi større mulighed for at genvinde konkurrencedygtigheden på mellemlang sigt - og lige så vigtigt, så ville kreditorerne ikke have de samme magtmidler ved hånden, som de har i dag. Et Grækenland, der selv trykker sine penge, kan ikke trues på pengeforsyningen.

Den vej vælger Tsipras næppe. For tiden handler alt om at få nye lån til at betale lån tilbage med. Den første serie indrømmelser, der blev stadfæstet med afstemningerne i parlamentet i midten af juli - handlede alene om at få adgang til likviditet, og om bare at få åbnet forhandlinger om et nyt, langsigtet låneprogram.

Det vil være et treårigt program, som vil fastlægge Grækenlands økonomiske politik i detaljen, og formentlig vil der knap være en stavelse til fælles med Syrizas partiprogram. Går det sådan, vil et optimistisk venstrefløjsprojekt være væk, og dets frontfigurer reduceret til kustoder for den politik, de satte sig for at rulle tilbage.