ARTIKLER


Præsident Obama mødes med de øvrige regeringsledere om stillehavsaftalen i Japan I 2014. (Official White House Photo by Pete Souza)

Flere artikler
Gå til forside

Kategorier:

Historisk frihandelsaftale er på plads

En af verdens største handelszoner er efter langstrakte forhandlinger klar til at blive en realitet. Ikke over Atlanten mellem EU og USA, men derimod over Stillehavet mellem USA og 11 andre lande i stillehavsregionen. 


Af Tine Toft Jørgensen
5. oktober 2015

Det har taget næsten seks år at stable TPP – Trans Pacific Partnership – på benene. Formålet er at fjerne handelsbarrierer og etablere regler på områder som miljø, fødevarer og e-handel for de 12 lande, der tilsammen producerer 40 procent af verdens økonomiske output.

Det har længe været en af Obamas vigtigste prioriteringer at få aftalen igennem, blandt andet for at skabe et økonomisk bolværk over for Kinas voksende dominans i den globale økonomi. Landene i aftalen er USA, Australien, Japan, Chile, Singapore, New Zealand, Canada, Malaysia, Mexico, Peru, Vietnam og Brunei.

Den historiske handelsaftale var lige ved at blive afsluttet søndag, men efter en langtrukken slutforhandling blev den ellers ventede pressekonference udskudt til mandag, og nu er aftalen ifølge flere amerikanske medier på plads.

Får betydning for EU
Ifølge Peter Bay Kirkegaard, seniorkonsulent for Dansk Industri, vil den enorme regionale handelsaftale få betydning for den europæiske industri, hvis ikke EU’s egne frihandelsaftaler med Japan og USA følger trop og bliver hurtigere færdige.

»Der sker jo det med aftalen i stillehavsregionen, at produkter fra Vietnam med aftalen kan sælges billigere på det amerikanske eller japanske marked. Det giver et større incitament for danske og europæiske virksomheder om at flytte ud til de områder. Det har altså en betydning for, hvor virksomheder placerer deres produktion. Desto længere, der er den forskel i toldsatser, desto værre,« siger han til NOTAT.

Dansk Industri håber, at USA efter at have afsluttet aftalen med Japan og de 10 andre lande kan give deres fulde opmærksomhed til aftalen med EU, og det håb deler Udenrigsminister Kristian Jensen, der på Twitter skriver: "Det er super godt. Det betyder, at USA kan fokuserer på at færdiggøre TTIP. Godt for forbrugerne og økonomien". 

Frihandelsaftalen i stillehavsregionen er ikke helt så omfattende som den igangværende forhandling om frihandelsaftalen mellem EU og USA i den forstand, at der ikke er den samme grad af fælles regulering i stillehavsaftalen som i TTIP (Transatlantic Trade and Investment Partnership). Det kommer dog stadig til at berøre store dele af markederne i alle de 12 lande, og kritikere frygter, at det vil underminere standarder for eksempelvis arbejdstagerrettigheder og miljø. Samtidig er begge aftaler blevet anklaget for at foregå bag lukkede døre og indeholde elementer, der undergraver staters ret til at regulere.

Biomedicin og mælkeprodukter

Når stillehavsaftalen var så vanskelig at få forhandlet på plads, skyldtes det konkret uenigheder imellem de 12 lande på områder som bilproduktion, mælkeprodukter og cellebaseret medicin. Et af de springende punkter var længden på patenter for biologisk medicin, altså livsvigtig medicin lavet af levende organismer. Her har forhandlerne ofte til langt ud på natten - forsøgt at bygge bro imellem den virksomhedsvenlige patentbeskyttelse på 12 år, som USA ønskede, og den mere patientvenlige 5-års model, som lande som Australien foretrak.

De indgik ifølge The Guardian et kompromis om minimumsperioder på fem år – et kropromis den amerikanske interesseorganisation for Bioteknologisk Industri allerede har kritiseret kraftigt. De yderligere detaljer er endnu ikke offentliggjorte. 

Nu skal præsident Obama have aftalen igennem den splittede kongres, og de andre lande skal ratificere den. I juni fik Obama gennemført såkaldte ”fast-track”-beføjelser til netop at få frihandelsaftaler igennem Kongressen endnu hurtigere. Under fast-track skal han vente 90 dage efter aftalen er færdig, før han underskriver den og sender den til Kongressen til afstemning.

NOTAT har skrevet om fast-track ordningens betydning her: Amerikansk valg kan forsinke frihandelsaftale.