NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Leder: Er der nogen, der kan løse krisen?
Gearskifte. Vi lever med en krise i det stille i Europa. Der er små tegn på bedring hist og her, men den skyhøje arbejdsløshed, statsgælden og de sociale problemer ser kun ud til at vokse.
Af Rasmus Nørlem Sørensen - ansvarshavende redaktør
5. februar 2015
Endnu værre er det, at den finanssektor, der udløste krisen, er mindst lige så dårligt rustet til at håndtere økonomiske eller politiske stød, som før krisen for alvor brød ud i 2009.
Hvem kan gøre noget? Hvem kan bidrage til at trække os ud af krisen? Det spørgsmål presser sig mere og mere på, når den velafprøvede sparekurs spiller fallit igen og igen.
EU’s kommissionsformand Jean-Claude Juncker har lanceret en investeringsplan. Logikken er sund. Når der mangler private investeringer, må der offentlige midler på banen. Men planen indeholder en forhåbning om, at private investorer vil spille ind med 15 euro for hver euro, Juncker hiver op af hatten. Og selv hvis det som planlagt lykkes at pumpe fonden op over 300 mia. euro, er det så tilstrækkeligt til at sætte skub i økonomien?
Banker i højt gear
Investeringstiltaget er et skridt væk fra sparekursen. Det er trods forbehold dejligt at se, at EU’s ledere er kommet op i gear. Det er bankerne også, på en knap så konstruktiv måde. NOTAT har som det eneste medie i Danmark kigget grundigt på DIIS-forsker Jakob Vestergaards analyse af den stresstest, som bankerne er blevet underkastet i EU.
EU’s stresstest tillader groft sagt bankerne selv at vurdere deres soliditet. Det får dem til at se sunde ud. Men hvis man bruger den model, USA anvender (samme model som EU vil indføre i 2018), hvor det er de objektive tal, man regner på, så er praktisk taget alle Europas store banker i problemer. Endda markant større problemer end dem, der fik investeringsgiganten Lehman Brothers til at kollapse og udløse finanskrisen i 2008.
Virker protester?
Det ser ikke ud til, at hverken banker, Det Europæiske Finanstilsyn eller Jean-Claude Juncker kan redde os fra krisen. Men det mest markante modtræk til sparekursen finder vi heller ikke hos disse aktører.
Det finder vi hos de venstreorienterede politiske bevægelser og partier Podemos i Spanien og Syriza i Grækenland. Syriza, der vandt det græske valg den 25. januar, har meldt ud, at det vil genforhandle lånebetingelser og gæld – eller simpelthen nægte at betale. Vi kigger i dette tema nærmere på partiets handlemuligheder.
Skift hest
Skal man tro økonomiprofessor Katarina Juselius, vil den ene krise blive ved med at puste til den næste, hvis ikke man sadler om. Det nytter ikke noget at tro, centralbankerne kan løse problemerne ved at sænke renten og pumpe penge ud i banksystemet. Pengene er røget i de forkerte hænder, de er blevet brugt af de store banker til at finansiere ny spekulation i valuta og aktier.
I stedet for investeringer i arbejdspladser står vi med stadig flere penge, der flyder ind i boligmarkedet og skaber begyndende bobler i blandt andet Sverige. Der er kun én vej, der lader til at være åben. Den offentlige økonomi må på banen med store investeringer og forbedringer af almindelige borgeres liv, arbejdsmuligheder og velfærd. De store spørgsmål er: Hvordan kan sparekursen vendes til investeringer? Og hvem tør kæmpe for det?
Artiklen blev bragt i NOTAT nr. 1280 1. februar 2015