Svar på krisen: EU-toppen vil have fuld finansunion senest i 2025

Tirsdag den 14. juli fik alle EU-landenes finansministre forelagt en opskrift på, hvordan ØMU’en, den økonomiske og monetære union, skal fordybes, udvikles og forstærkes for at overleve kommende kriser.

Opskriften blev afleveret i skyggen af de mange intense krisemøder om Grækenland, men med et tidsperspektiv, som var noget længere end næstkommende uge.

Bag opskriften stod kommissionsformanden Jean-Claude Juncker i samarbejde med formanden for EU-topmøderne Donald Tusk, formanden for Eurogruppen Jeroen Dijsselbloem, formanden for Den Europæiske Centralbank (ECB) Mario Draghi og med bidrag af EU-parlamentsformanden Martin Schulz.

Deres budskab var, og er, at euroen er et hus, hvis vægge og tag er blevet rystet af krisens stormvinde, men ikke ødelagt. Men det er på høje tid at forstærke selve grundlaget.

Nu skal der etableres en ”dyb, genuin og retfærdig økonomisk og monetær union”.

Mellem linjerne
De fem formænds rapport er blandet læsning. På den ene side giver de ”hvad-sagde-vi”-kritikerne af den eksisterende ØMU ret: En fælles valuta fungerer ikke uden en fælles finanspolitik. Eurolandene er nødt til at ”dele mere suverænitet, og acceptere flere fælles beslutninger om medlemslandenes finanslove”.

På den anden side er de fem formænd meget forsigtige med at sige noget om, hvordan den omstilling, de mener er nødvendig, skal finde sted.

Ordet ”traktatændringer” forekommer ikke et eneste sted i rapporten.

Der står heller intet om behovet for at afskaffe det eksisterende forbud mod, at centralbanken ECB kan overtage eurolandes gæld (artikel 123), eller om forbuddet mod, at euro-landene hæfter for hinandens gældsættelse (artikel 125). Det er de to artikler, som tyske politikere og den tyske forfatningsdomstol hæfter sig ved hver gang, man afprøver, om de akutte kriseløsninger holder sig inden for den kompetence, som EU er blevet tildelt af medlemslandene.

Men hvad der ikke står klart i rapporten, kan læses mellem linjerne. Traktatændringer er nødvendige.

Hovsaløsningerne ind i traktaten
Slutmålet er, som beskrevet af de fem formænd, at de mange mellemstatslige aftaler, som er indgået siden 2010, skal ”integreres” i EU i løbet af de næste ti år.

Aftalerne dækker over ESM (European Stability Mechanism – eurolandenes svar på valutafonden IMF), Europluspagten (en frivillig aftale om at skære i offentlige udgifter og forbedre konkurrenceevenen), Finanspagten (aftale mellem 25 EU-lande om at indføre grænser for budgetunderskud på landenes finanslove, og tilsvarende straffe dem automatisk ved for høje underskud, samt krav om at afvikle gæld), den fælles afviklingsmekanisme for kriseramte banker, og endelig en fælles indskydergarantiordning for bankkunder (findes ikke endnu).

Grunden til, at disse tiltag ikke er forankret i selve EU-traktaten, og dermed ikke gælder for alle EU-landene, er, at de er undfanget som hovsaløsninger i natlige kriseforhandlinger i de senere år. Der har hverken været tid til eller interesse for traktatændringer med alt, hvad de indebærer – ikke mindst krav om enstemmighed blandt de 28 EU-lande.

Fælles finanspolitik
At integrere de mellemstatslige aftaler i traktaten er dermed et vidtgående forslag, om end det fremstår som teknisk pindehuggeri.

Mindst lige så følsomt og gennemgribende er det andet af rapportens slutmål: Der skal etableres en kasse, eller nærmere et budget, for en fælles finanspolitik.

De fem formænd formulerer det meget forsigtigt:

”For at euro-området skal udvikles hen imod en genuin ØMU, vil visse beslutninger i øget grad blive truffet kollektivt med sikring af demokratisk ansvarlighed og legitimitet. Et fremtidigt euroområdes budget vil kunne udgøre formen for sådanne kollektive beslutninger” (redaktionens markering med fed).

Et andet sted i rapporten er formuleringen mere klar:

For at færdiggøre ØMU'ens arkitektur skal der senest i 2025 ”etableres et budget for euro-området med demokratisk forankring på europæisk niveau.”

Hvad så med demokratiet? Har de fem formænd noget at tilbyde de føderalister, som vil kræve en reel parlamentarisk kontrol med ØMU’en? Kunne man for eksempel forestille sig en parlamentarisk forsamling for de lande, som omfattes af en fælles finanspolitik?
Kort svar: Ikke rigtigt.

Rapporten nøjes med at foreslå flere planlagte debatter i EU-parlamentet om det såkaldte Europæiske Semester, der dækker over medlemslandenes årlige indrapportering til Kommissionen af tiltag i deres nationale finanslove, og et ”udvidet samarbejde” mellem EU-parlamentet og de nationale parlamenter. Det er næppe visioner, som vil belønnes med føderalistiske hæderspriser.

Løndannelse og sociale ydelser
På kort sigt vil de fem formænd frem til 2017 arbejde for:

Nationale råd for konkurrenceevne, hvis arbejde skal koordineres af Kommissionen, og som blandt andet skal sikre, at løndannelsen holder trit med produktivitetsudviklingen.
En ny Europæisk Finanspolitisk Bestyrelse (European Fiscal Board), som får til opgave at vejlede udformningen af de nationale finanslove.

Øget bevægelighed for arbejdskraft, blandt andet ved at forbedre adgangen til de nationale velfærdsydelser.

At den påbegyndte bankunion gennemføres fuldt ud ved at indføre en garanti (”back-stop”), så kriseramte banker kan trække på valutafonden ESM, og en indskudsgarantiordning (EDIS – European Deposit Insurance Scheme), så sikring af bankkunders besparelser bliver et fælles anliggende over landegrænserne.

På et område ser det ud til, at de fem formænd har forstået, at nogle lande har profiteret på de opståede ubalancer, som euroen har resulteret i. Lande, som har akkumuleret store og vedvarende betalingsbalanceoverskud (læs: Tyskland), opfordres til ”relevante reformer”, for eksempel ved at øge den nationale efterspørgsel, dog uden nogen form for sanktioner, hvis opfordringen ikke bliver fulgt.