Efter krisen – mere af den samme medicin

Royal Bank of Scotland (RBS) er en af Europas største banker. 82 procent af den er ejet af den britiske stat efter en redningsaktion i 2008, da banken var ved at gå fallit. 

I midten af januar i år advarede RBS’ analytikere bankens investorer:

”Sælg alt undtagen statsobligationer, der bliver trængsel ved udgangen”.

Budskabet – en profet, eller et skud i tågen – var, at krisen er på vej tilbage. I 2007-2008 blev krisen udløst af pyramidespillet på det amerikanske boligmarked.
Nu er det, ifølge RBS, bekymringen for, at luften skal gå ud af det kineske aktiemarked, som kan få globale følger.

Tilstanden i den kinesiske økonomi er ikke noget NOTAT plejer at dvæle ved, og det skal heller ikke videreudvikles her. Men at en storbank som RBS advarer sine investorer på den måde, understreger risikoen for en ny verdensomfattende økonomisk krise udløst af spekulative investeringer. Det sætter et naturligt fokus på, hvad EU har lært, besluttet og gennemført siden finanskrisens start, og den efterfølgende gælds- og eurokrise.

Lempelser og stramninger
EU har gjort mange ting politisk og økonomisk, ting der er flettet mere eller mindre ind i hinanden. Dels får den Økonomiske Monetære Union stadig flere ben at stå på.

Vi er endnu ikke tæt på en decideret fælles finanspolitik, men EU har fået stadig flere værktøjer til at gå medlemslandenes offentlige budgetter efter i sømmene (s. 4-5). Dertil er man godt i gang med at udvikle en bankunion, der dels skal sikre bedre tilsyn og dels få vippet ansvaret for eventuelle krak over på bankerne (s. 10-11).

Samtidig har Centralbanken ECB i et forsøg på at sætte gang i økonomien pumpet 60 milliarder euro ud, måned efter måned, det sidste år, og det fortsætter de med til marts 2017 (s. 8-9). Og endelig er EU på vej mod en kapitalmarkedsunion (s. 6-7).
Så langt de noget abstrakte og overordnede initiativer.

Arena med faste spilleregler
For mange EU-borgere er krisen og forsøgene på at modvirke dens følger anderledes konkret. Velfærdsstaten er sat under pres, hvor den ikke ligefrem krakelerer, som den tyske dokumentarist Harald Schulmann beskriver det (s. 12-13).
Det samlede billede er ikke entydigt. Først og fremmest fordi EU’s svar på den økonomiske krise endnu ikke er politisk fastlagt.

Det svar bliver nogle gange beskrevet som en kamp på en politisk arena, hvor udfaldet er afhængigt af argumenternes styrke og til syvende og sidst deres folkelige opbakning. Problemet med den beskrivelse er, at det er en ujævn kamp mellem regulering og liberalisering, mellem ekspansion og besparelser, eller mellem venstre og højre.

Kampen er ujævn, fordi EU-traktaten har defineret spillets regler fra start: Det er den frie bevægelighed – for varer, tjenesteydelser, mennesker og kapital – som driver værket, og sætter grænserne for hvad der ellers kan ske og hvordan.

Hvad vil og kan folket?
Svaret på hvad EU har lært af krisen er derfor til dels åbent endnu, men inden for givne rammer. Om de rammer kan udvides, eller sågar brydes ned, handler i sidste ende ikke om visdommen i økonomiske beregninger eller om forfatningsjura, men om folkelig indflydelse og i hvilken retning den indflydelse går.

Hvad er borgerne i Europa parate til at acceptere? Og kan de få andre muligheder i spil end de alternativer, som bliver udstukket i Bruxelles?
Det spørgsmål kan hurtigt rykke meget tæt på, hvis analytikerne i Royal Bank of Scotland får ret i deres advarsler om en ny krise.