ARTIKLER


Finland har økonomiske problemer

Den finske eksport er faldet med 10 procent siden 2008, Nokias svindende mobilsalg er en del af problemet. 


Af Sven Skovmand
1. januar 2016

Den finske økonomi har store problemer, oplyser Jyllands-Posten den 18. november 2015 i artiklen »Dyster diagnose for Europas syge mand«.

Fra 2014 og til 2015 er det finske bruttonationalprodukt faldet med 0,7 procent, hvilket er ringere endnu end udviklingen i Grækenland. Og den finske eksport er faldet 10 procent siden finanskrisen i 2008.

Der er flere grunde til de finske problemer. En er nedturen for Nokia, der sælger langt færre mobiltelefoner, end firmaet gjorde i sin glansperiode, og hvis værdi på børsen fra 2000 og til i dag er faldet fra 1.550 milliarder til 185 milliarder. Også papirindustrien har problemer, og store lønstigninger har svækket konkurrenceevnen.

Paavo Väyrynen, der er medlem af EU-Parlamentet, har startet en indsamling af underskrifter for at få drøftet en udmeldelse af Euroen i det finske parlamentet. Han påpeger, at Sverige siden 2008 har haft en fremgang på 8 procent, mens Finland i samme periode har haft en tilbagegang på 6 procent. Det skyldes efter hans mening alene, at Sverige i modsætning til Finland står uden for Euroen.