NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
I følge svenske presseforlydender op til folkeafstemningen havde ja-siden adgang til mellem 200 og 300 millioner svenske kroner.
Det var mere end tre gange så mange penge som de to sider fik i offentlige tilskud til deling.
Erhvervsstøtten til ja-siden vil i så fald svare til godt 30 svenske kroner per vælger – mere end dobbelt så meget pr. vælger som præsident Georg W. Bush brugte i sin valgkampagne i 2000 (185 millioner dollars på 105 millioner stemmer).
Men kampagnemedearbejdere på nej-siden mener nu at ja-siden i virkeligheden havde mere end dobbelt så mange penge at gøre godt med.
Erik Lakomaa, der var kampagneleder for den borgerlige Medborgare mot EMU (Borger mod ØMU) arbejdede selv på ja-sidan op til folkeafstemningen om Sveriges medlemskab i EU for ni år siden.
Han kan derfor sammenligne oplægget af de to kampagner.
Budget uden grænser
»I starten af august regnede jeg ud at ja-siden på det tidspunkt havde cirka 1000 ansatte, lige så mange som vi var på ja-siden i 1994. Men senere blev der lækket oplysninger, som gik ud på at de i virkeligheden havde 4000 ansatte og i praksis et ubegrænset budget. 600-700 millioner kroner var det tal som blev nævnt. Der blev også sagt at til sådan et vigtigt formål var der ingen øvre grænse,« siger Erik Lakomaa.
Den kampagneorganisation som står i fokus, hedder Stiftelsen Sverige i Europa, finansieret af erhvervsorganisationen Svenskt Näringsliv, som svarer til Dansk Industri.
Stiftelsen er i sig selv anonym og optrådte kun som samordner af forskellige arrangementer i valgkampen, og ikke som underskriver på annoncer.
Stiftelsen har også konsekvent nægtet at svare på ethvert spørgsmål om dens økonomiske resurser.
Vil ikke svare
På trods af Stiftelsens centrale rolle var man meget tilbageholden med rent fysisk at lukke journalister indenfor dørene i sine lokaler og på den måde give et indtryk af organisationen. På nettet optrådte man kun med en boksadresse.
Disse hemmelige forhold skal forblive hemmelige, også efter at slaget er tabt.
»De folk der finansierer os, har truffet den beslutning at man ikke vil fortælle hvor mange penge der er brugt,« siger Frank Nilsson pressesekretær på Stiftelsen Sverige i Europa, til det ny Notat.
Men selv om I ikke kan sige hvor meget virksomhederne har brugt i reklamer, så må jo Stiftelsen kunne sige hvor mange I har haft ansat?
»Jeg ved det ikke. Og hvis jeg vidste det, ville jeg ikke ønske at fortælle det,« siger Frank Nilsson.
Nej-sigeren Erik Lakomaa, som selv er reklamemand, er ikke særlig imponeret af Euro-tilhængernes brug af deres penge.
Nej-sigerne har faktisk haft glæde af at stiftelsen Sverige i Europa er fremstået som rig, mægtig, hemmelighedsfuld – og en smule dum,« siger Erik Lakomaa.