NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Gen-debatten er betændt, men den er også forvirret.
Det kritiske spørgsmål er ikke om der er gener i vores mad. Det er der, i tusindvis. En enkelt gærcelle indeholder 6.000 gener, afsnit af de lange DNA-molekyler som findes i alle levende organismer.
Et lidt mere relevant spørgsmål er derfor om de gener vi får ind med maden er teknisk forandrede, eller modificerede, gener. Og hvis de er, har det så nogen betydning?
Et helt aktuelt spørgsmål er hvilken betydning det har hvis maden er lavet af dyr som selv har fået genmodificeret mad.
I februar i år overrakte Greenpeace og en række andre organisationer en opfordring til EUës sundhedskommissær Markos Kyprianou om udvidet mærkning af GMO-produkter.
Opfordringen var bakket op af én million indsamlede underskrifter – så mange underskrifter fra borgere i EU som ifølge den foreslåede EU-forfatning skal kunne udløse en politisk reaktion fra Kommissionens side.
Kravet fra organisationerne og de kritiske borgere er at alle levnedsmidler, som er blevet fremstillet ved hjælp af GMO, skal mærkes, også dem hvor der ikke er nogle modificerede gener i selve produktet.
De regler er der forholdsvis stor opslutning bag, om end GMO-kritikere vil have en lavere tærskel end 0,9 procent.
De nye krav fra Greenpeace og andre går på mærkning af animalske produkter – kød, mælk og æg – hvor dyrene har fået GMO-foder, men hvor dette ikke kan spores i kødet, mælken og æggene.
»Det giver ingen mening at mærke varer som er helt identiske. Der er ingen forskel på kød fra dyr som har spist GMO-soja og dyr som har fået andet foder. Krav på mærkning af animalske produkter er kun et værktøj for Greenpeace som er modstander af selve genteknologien.«
Den påstand er Dan Belusa, kampagnemedarbejder hos Greenpeace i København, i og for sig enig i.
»99 procent af al GMO som bliver solgt i Europa er dyrefoder, men det bliver skjult for forbrugerne. Når jeg er GMO-modstander, så har jeg min miljøhat på. Andre kan være modstandere af religiøse grunde, på grund af patentsystemet, eller på en ren mavefornemmelse. Men folk skal kunne vælge fra,« siger han.
Således skriver Greenpeace om sundhedsrisici ved GMO:
»Vi er hidtil blevet forskånet for sikre tegn på at gensplejsede fødevarer er direkte farlige at indtage. Men gensplejsede afgrøder, og dermed gensplejset mad, kan indeholde gensekvenser, der producerer uforudsete nye proteiner, hvilket kan medføre allergiske reaktioner«.
»Men det omhandler GMO-majs, ikke mælk fra dyr som har spist GMO-foder,« siger Dan Belusa.
Og så er det at Simon Barber, EuropaBio, konkluderer:
»Der er ingen begrundelse for at mærke varer forskelligt hvis varerne ikke afviger fra hinanden.«
Da EuropaBio ikke mener at GMO-kritikerne har argumenterne i orden, spørger NOTAT om ikke der kunne være en pointe med en mærkning af animalske produkter alligevel, sådan at folk kunne vælge positivt at støtte den gode teknologi:
»Sådan kunne man godt argumentere, men det ville på den anden side skabe nye bureaukratiske vanskeligheder i hele detailhandelskæden, siger Simon Barber.«
Genmodificering er også blevet kaldt for genmanipulering og gensplejsning.
Ved såkaldt indesluttet brug bliver GMOëer brugt til at producere medicin eller enzymer, men selve organismerne, oftest bakterier eller gear, forlader ikke den indelukkede fabrik – med mindre der sker et utilsigtet uheld.
Det er den bevidste udsættelse af GMOëer i naturen som er kontroversiel.
Ifølge kritikerne er der betydelig usikkerhed med hensyn til sundhed, miljø og i sidste ende magten over maden.
Kritikerne: Ja, eller muligvis. Nye analyser af en godkendt genmodiceret majs fra Monsanto har vist tegn på skader på lever og nyrer hos rotter. Greenpeace, som har fået lavet den nye analyse, kræver at majsen øjeblikkelig trækkes tilbage.
Der er ikke rejst mistanke om at dyr, som får GMO-foder, skulle producere genmodiceret mælk, æg eller kød.
Der er også enighed om at GMO-dyrkning kan øge problemerne med antibiotikaresistens, om end der er forskellige vurderinger af hvor alvorligt det er.
De fleste GMOëer er derfor resistente overfor antibiotika, med en risiko for at antibiotikaresistens bliver spredt til tarmbakterier i mennesker og dyr. Hovedkilden til den farlige antibiotikaresistens er ikke GMOëer, men et alt for stort brug af antibiotika til sygdomsbekæmpelse på mennesker og på sygdomsforebyggelse på dyr.
Landbrugspolitik og i den sidste ende magten over maden: De firmaer som udvikler GMOëer markedsfører ofte frø og planter sammen med sprøjtemidler som de er designede til at tåle. Teknologien kan på den måde give et lille antal kapitalstærke GMO-producenter monopol som leverandører til landbruget, ikke mindst da de modificerede planter kan beskyttes af patent.
Landbrugspolitik og magten over maden: Industrien hævder at GMO-modstanden i Europa forhindrer bønder i at bruge den bedst tilgængelige teknologi, forbrugeren i at få gode og billige varer og lande udenfor EU forhindres i at eksportere levnedsmidler til Europa, enten fordi man bruger GMO, eller fordi man ikke kan garantere at en vare er helt GMO-fri.