NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Ifølge det danske forbehold deltager Danmark ikke i overstatsligt EU-samarbejde om retspolitikken. Det har hidtil virket i praksis. Meget af politikken har været såkaldt mellemstatsligt, hvor Danmark har kunnet deltage, og på de øvrige områder har Danmark kunnet vælge at indføre EU-reglerne, hvor man ville.
Nu er der dømt time-out. Lissabon-traktaten levner ikke mellemstatsligt samarbejde tilbage at deltage i – det hele er overstatsligt. Med andre ord indføres det danske retlige forbehold først fuldt ud, hvis Lissabon-traktaten træder i kraft. Ironisk nok vil der således gå mindst 15 år fra forbeholdets indførelse i 1993 til dets fulde gennemførelse.
Ændringerne i Lissabon-traktaten har fået modstandere af EU-forbeholdene på banen for at kræve dem afskaffet, hvilket ifølge aftalen fra 1993 kun kan ske ved en folkeafstemning.
Der er kun lige én hage ved det hele. Partierne Venstre, Konservative og Socialdemokraterne, som ønsker retsforbeholdet afskaffet, ønsker det i virkeligheden ikke helt og fuldt afskaffet. Det ville nemlig også afskaffe den strammere danske udlændingepolitik som de ønsker at bevare (se artiklen »Her har Danmark andre regler«, side 10).
Derfor er planen at indføre den såkaldte »opt-in«, eller »tilvalgsordning«, som giver Folketinget ret til uden folkeafstemning at tilslutte sig overstatsligt samarbejde i retspolitikken. Men først efter vælgernes eventuelle afskaffelse af det nuværende forbehold. u
Uanset om man ved folkeafstemning måtte have accepteret en opt-in model, vil vi arbejde for at politikken fastlægges af det danske Folketing. I det omfang områder er overladt til EU-samarbejdet, vil Enhedslisten naturligvis arbejde for selv den mindste forbedring ud fra Enhedslistens overbevisning. Det gælder både rets-, politi- og udlændingesamarbejdet.
Hvis vi bevarer retsundtagelsen i sin nuværende form og Lissabon-traktaten træder i kraft, vil retsundtagelsen dække alle områder af retspolitikken, herunder straffe- og politisamarbejdet. Derfor er den bestemt værd at bevare.
Men falder en folkeafstemning således ud at retsundtagelsen skal ændres, foretrækker vi at det bliver en opt-in-løsning. Dermed bliver det Folketingets flertal der tager stilling til om Danmark skal deltage i hvert enkelt initiativ på det retspolitiske område. På den måde bevarer vi et minimum af selvbestemmelse over vores retspolitik.
Kim Mortensen, EU-ordfører, Socialdemokraterne:
Socialdemokratiet vil anbefale et ja til opt-in-modellen. Jeg tror at Danmark, ligesom Irland og Storbritannien, vil stå udenfor på visse områder. På alle områder som handler om at bekæmpe grænseoverskridende kriminalitet, som f.eks. handel med mennesker og terrorbekæmpelse, skal Danmark gøre alt for at sikre at EU kommer med fælles europæiske løsninger på fælles europæiske problemer.
For Socialdemokratiet er det vigtigt at vi kan bevare de helt centrale dele af Danmarks udlændingepolitik, som f.eks. 24-års reglen og tilknytningskravet, derfor skal vi på disse områder bevare et forbehold.
Hvis det mod al forventning skulle blive et ja, er det helt afgørende at Danmark får en undtagelse på udlændingeområdet. Men også andre dele af det retlige samarbejde er så problematiske at Danmark er bedst tjent med at stå helt uden for – eksempelvis den europæiske arrestordre fordi denne er karakteriseret ved forskelsbehandling.
Disse ønsker til dansk udlændinge- og flygtningepolitik kan kun realiseres gennem en fælles forpligtigende EU-politik. Derfor ønsker SF retsforbeholdet afskaffet, så Danmark kan være med til at præge og slås om denne politik i EU.
Danmark har en klar interesse i at deltage på hele det retslige område, herunder det fælles arbejde med at løse fælles udfordringer som grænseoverskridende kriminalitet, kvindehandel og asylpolitik.
EU har en række regler som beskytter alle borgere i EU bedre end de danske regler. Selv hvis vi ikke syntes at den danske lovgivning var for lukket, så er der jo langt større perspektiver i at koordinere og diskutere og blive enige om en fælles europæisk politik end der er i enten at lave en lukket national udlændingelovgivning, som er hullet som en si på grund af EU – eller en åben national udlændingelovgivning som risikerer at fungere som en magnet på alle de europæiske borgere, som er kommet i klemme i deres egne nationale regler.
Disse mekanismer gør sig ikke kun gældende for familiesammenføring, men også for asyl og for tiltrækningen af højt kvalificeret arbejdskraft.
Vi har hidtil kunnet lappe nogle af hullerne som undtagelsen skaber. Den tid er imidlertid forbi når Lissabon-traktaten træder i kraft. Så vil Danmark ikke længere kunne sidde med ved bordet når der skal træffes vigtige beslutninger mod grænseoverskridende kriminalitet, terror og menneskesmugling. Det kan ikke være i vores interesse at stå udenfor. Alene Europols rolle i optrevlingen af pædofile netværk viser betydningen af dette. Det samme gør indsatsen mod terror. Derudover har vi i dag stor fordel af vores samarbejde mod eksempelvis »asylshopping« gennem vores fingeraftryksregister »Eurodac«. Men som sagt ønsker vi at bevare vores udlændingepolitik, og derfor må vi stå uden for dele af bl.a. familiesammenføringsdirektivet.