NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Et stykke ind i samtalen bliver borgermester Henning Jensen ivrig:
»Det hele går på markedsgørelse, markedsgørelse, markedsgørelse! Alle knokler med det for tiden, men der er ingen klar definition af hvad der skal med, og hvad der ikke skal med. Jeg ved det er markedet der har givet os vores velstand, men markedet har også givet os krise. Jeg vil kæmpe imod at Europa skal bestemme hvad vi skal privatisere. Det skal være lokale og regionale beslutninger.«
Hvis det citat stod alene, ville Næstveds socialdemokratiske borgmester fremstå som en indædt EU-modstander.
Det ville ikke være rigtigt.
Godt nok stemte Henning Jensen nej til det som den gang hed EF i 1972, men der befinder han sig ikke politisk mere.
Man kan med lige så god ret beskrive Næstveds borgmester som en systemets mand, en af dem som regelmæssigt tager til Bruxelles hvor han bliver en del af det store unionsomfattende forhandlings- og beslutningsmaskineri.
I Regionsudvalget er han medlem af underudvalget for bæredygtig udvikling, hvor han er blevet ansvarlig for hvad alle EU's kommuner og regioner skal mene og kræve om tiltag for at modvirke klimaforandringer.
Så når de stemmeberettigede blandt Næstveds 80.000 borgere vælger deres repræsentanter til byrådet den 17. november, vil mange af dem sætte kryds ud for en aktiv EU-politiker, selv om denne kendsgerning formentlig ikke vil stå indlysende klart for alle.
»Mange synes at jeg er meget væk; at en borgmester skal sidde på sit kontor hele tiden og være tilgængelig når man vil komme og klage. Det er en balancegang,« siger den europæiske lokalpolitiker – eller den kommunale EU-politiker.
For der er lokale spor efter Henning Jensens EU-arbejde.
Bag rubrikken findes beskrivelser af kommunens klimastrategi, et forslag til en kommunal klimaplan og et interview med Henning Jensen om hans EU-arbejde, og en hel del andet af samme skuffe. Det er nok ikke alle danske kommuner som prioriterer klimaet lige så højt.
»Men konsekvenserne af klimaforandringerne er jo lokale! Det er meget vigtigt hvordan vi forholder os, og at tilpasningen sker efter de lokale forhold. Klimaforandringerne slår jo ganske anderledes igennem i Vestjylland end for eksempel på Lolland-Falster,« siger Henning Jensen.
Han mener ikke at klimapolitik er noget som han har båret med sig til Næstved udefra eller oppefra.
»Vi har haft et godt Agenda 21-udvalgsarbejde gennem årene. Det startede inden miljø og bæredygtig udvikling handlede om klimapåvirkning,« siger han og peger på anlæg af nye søer til opsamling af overfladevand som konkrete og meget synlige lokale eksempler på tilpasning til klimaforandringer.
Den ene er at kommuner og regioner behøver aktuelle scenarier over de konsekvenser af klimaændringerne som man skal kunne modvirke.
»Hvis vi ikke ved hvor meget vandet vil stige, eller hvordan vil skal dimensionere kloakanlæg, så kan vi ikke træffe de rigtige beslutninger. Det har jeg talt med Connie Hedegaard om, og det er noget som hun vil tage op.«
Den anden konklusion kan skrives i Èt ord: penge.
Kommuner og regioner vil vide hvad man kan bede staten om, og hvad der vil kunne hentes af støtte fra EU-kassen.
Men det EU-kommunale opråb kan også beskrives som en tilbagevendede bøn, eller krav:
Glem ikke os. Det er os som skal administrere politikkens konsekvenser, det er os som står nærmest borgerne.
Så det indlysende spørgsmål bliver: Er der nogen der lytter til Henning Jensen og de andre 343 medlemmer af Regionsudvalget?
Regionsudvalget blev rådgivende, på linje med det mangeårige ØSU (Økonomiske og Sociale Udvalg), hvor arbejdsmarkedets parter og andre 'samfundsinteresser' har givet deres besyv med helt tilbage fra EF's start. Men Regionsudvalget fik ikke nogen reel mulighed for at lægge til eller trække fra i Kommissionens forslag.
Lige så lidt som ØSU har Regionudvalget magtmidler til rådighed.
»Hvert år laver vi en status over hvad vi har opnået, og jeg synes vi kan være tilfredse. Vi i Norden med udpræget lokalt selvstyre har også andre kanaler til vores regeringer. Der er virkelig store forskelle. Mit budget i Næstved er større end borgmesterens budget i Barcelona. Når jeg fortæller at vi opkræver skatter, og har næsten ti procent af indbyggerne ansat i kommunen, så er han ved at dåne.«
Regler for licitationer og privatiseringskrav er måske det tydeligste eksempel, og så er det at Næstveds borgmester bliver ivrig:
»Venstre i byrådet synes ikke jeg privatiserer nok: Vi har for eksempel en stadsgartner med 80-90 ansatte. Og vi har et centralkøkken som laver mad til institutionerne. Men det viser sig ofte at vore egne i kommunen kommer med de bedste og billigste bud ved udlicitering.«
Det kan måske forklares ved at kommunens egne ansatte har et forspring i kraft af mange års erfaring eller monopol?
»Jeg er ikke modstander af al privatisering. Der hvor jeg siger fra, er når EU-Kommissionen vil bestemme at den og den opgave skal udbydes i licitation. Det er noget som det lokale demokrati skal tage beslutning om.«