ARTIKLER


Ingen kender nye genbrugsmål

Nye krav fra EU kan sætte kommunerne under pres for at genanvende mere husholdningsaffald. Problemet er at ingen ved hvordan man skal regne mængderne ud.
Af Åge Skovrind
7. oktober 2009

Kommunerne skal leve op til nye krav om genanvendelse af husholdningsaffald. Senest i 2020 skal mindst 50 procent af papir, glas, plast og metal genanvendes.

De nye EU-regler om husholdningsaffald blev vedtaget i efteråret 2008 og kan trække Danmark ud af dvalen med hensyn til genanvendelse af husholdningsaffald. Her har det stået meget stille de senere år. Alt afhænger imidlertid af hvordan reglerne bliver fortolket.

I 2006 blev kun 33 procent af det danske husholdningsaffald genanvendt. 58 procent blev udnyttet i forbrændingsanlæg, og det tæller ikke som genanvendelse.

»Umiddelbart tror jeg ikke kommunerne får problemer med at nå målet. Men vi må vente og se hvordan Miljøstyrelsen implementerer det,« siger konsulent i Kommunernes Landsforening Anders Christiansen.

Intet nyt fra Miljøstyrelsen

I Miljøstyrelsen er munden lukket med syv segl. I mange måneder har folk i affaldsbranchen ventet på en udmelding om hvordan de uforståelige mål i EU-direktivet skal fortolkes.

Lone Lykke Nielsen fra Miljøstyrelsen vil kun sige at målene for genanvendelse kommer med i næste fase af regeringens affaldsstrategi. Affaldsstrategien kommer i høring i løbet af efteråret 2009 og skal være færdig inden årets udgang.

»Juristerne diskuterer og læser, spørgsmålet er om det kræver ændringer i miljøloven,« siger Lone Lykke Nielsen, som ikke har yderligere kommentarer med hensyn til hvordan man har tænkt sig at definere målene.

Et spørgsmål om definition

Et af problemerne er hvordan man skal beregne forsyningsmængderne til husholdningerne. For at beregne en genanvendelsesprocent af papir, glas, metal, plastic, og måske andre materialer, skal affaldet sættes i forhold til en samlet mængde.

Men denne mængde kender man ikke, og på et møde sidste år måtte Miljøstyrelsen indrømme at man ikke aner hvor Danmark ligger i forhold til målet på de 50 procent.

Lovteksten er også helt åben for fortolkning på spørgsmålet om hvilke materialer der skal genanvendes. Det er ikke sikkert at det kun handler om papir, glas, metal og plastic. Foran de fire nævnte materialer står der nemlig både »som minimum« og »f.eks.« og desuden er tilføjet »om muligt fra andre kilder«.

For lille genanvendelse

I øjeblikket genanvendes omkring 33 procent af den samlede mængde husholdningsaffald – det vil sige af det affald som ender på genbrugsstationerne. Husholdningsaffald opdeles i dagrenovation, storskrald og haveaffald.

Mens 99 procent af haveaffaldet bliver genanvendt, så gælder det kun 10 procent af storskraldet og 13 procent af dagrenovationen –17 procent hvis man medregner indsamlet emballageaffald.

Ifølge Miljøstyrelsen »forbrændes og deponeres der fortsat for meget dagrenovation i forhold til sigtelinierne, mens der genanvendes for lidt.« Hvis de nye målsætninger på 50 procent defineres stramt – for eksempel at det skal gælde alt husholdningsaffald, og ikke kun papir, glas, metal og plastic, vil kommunerne få travlt med at forbedre deres indsamlingsordninger og sætte ind med bedre information.

For eksempel ved bedre udsortering og afhentning af glas og pap/papir, enten ved husstanden eller i nærområdet, og/eller indsamling af organisk (komposterbart) affald fra husstande. I øjeblikket indsamler kun 23 kommuner organisk dagrenovation ved husstanden. u

Fælles affaldsregler i EU

EU's affaldsdirektiv 2008/98/EF blev vedtaget i efteråret 2008. Medlemslandene har to år til at gennemføre det, dvs. det får direkte betydning for kommunerne i 2011.

De nye regler indebærer blandt andet:

'Som minimum' skal glas, papir, metal og plastic fra husholdninger genanvendes med samlet 50 vægtprocent inden 2020 – uklart hvordan målene bliver udmøntet.

70 procent af byggeaffald skal genanvendes.

Forbrænding bliver defineret som 'nyttiggørelse' – betyder at affald til forbrænding bliver en vare som frit kan sælges.

Regler for hvornår affald holder op med at være affald og bliver et produkt som kan sælges ('end of waste').

Fra 2015 skal alle lande have planer for affaldsforebyggelse.

Affaldsbjerget vokser

Mængden af husholdningsaffald er i de seneste 5 år steget med rundt regnet 200.000 tons, eller ca. 7 procent. Ifølge de nyeste tal fra 2006 producerede hver dansker i gennemsnit 613 kg affald. Heraf stammede 335 kg. fra dagrenovationen, 110 kg. fra haveaffald og 137 kg. fra storskrald. I den seneste EU-statistik skønnes Danmark at ligge på førstepladsen med hensyn til husholdningsaffald.