NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Lobbyisme har alle dage været et interessant debatemne fordi der er mange fordomme om store virksomheder der køber sig til indflydelse over korrupte politikere.
Selv er jeg positiv overfor lobbyisme da man jo netop kan få noget viden om hvilke praktiske konsekvenser den foreslåede lovgivning får. Det er meget velkommen information og jeg har selv mødtes med alt fra Greenpeace og Friends of the Earth til store sorte energiselskaber. Alle dem jeg har været i kontakt med har jeg et tillidsforhold til. Den dag jeg opdager at en lobbyist har pyntet på sandheden eller opført sig uærligt, så vil jeg ikke beskæftige mig med vedkommende eller dennes arbejdsgiver mere. Derfor har lobbyister selv en interesse i at opføre sig anstændigt, således at man ikke afskærer sig fra fremtidig adgang til politikerne. Et godt eksempel på en organisation jeg ikke vil samarbejde med i fremtiden er Corporate Europe Observatory. Visse læsere bliver snart skuffet, for CEO er ikke en stor industriorganisation eller tænketank, som navnet ellers antyder. Men først lidt baggrund:
I juni 2011 fik jeg en henvendelse fra Corporate Europe Observatory (CEO), som mente, at mine bestyrelsesposter skabte en interessekonflikt i forhold til mit arbejde med en sag om råstoffer. Jeg ringede til CEO og fortalte dem, at jeg efter bedste viden ikke kunne se, at firmaerne jeg repræsenterer, skulle have interesser i sagen der rækker ud over enhver anden europæisk virksomhed. Jeg fortalte CEO, at jeg endnu ikke har fået løn af virksomhederne. Én modtager jeg ikke noget vederlag fra, den anden, årligt 16.000 kroner (før skat). Jeg har et ministervederlag som indebærer, at den danske stat tager enhver anden indtægt jeg har, inklusiv min løn som europaparlamentariker og bestyrelsesarbejde.
Få dage efter fremlagde CEO en rapport hvori de argumenterede, at flere europaparlamentarikere inklusiv mig selv, havde problematiske bijob i forhold til arbejdet med rapporten om råstoffer. Mine svar til CEO blev fuldstændig overhørt!
Ikke desto mindre blev jeg noget overrasket over CEO's ageren i sagen, og derfor læste jeg mig til mere om organisationen. Og således kom jeg frem til, at CEO reelt er en dækorganisation for anti-globaliseringsbevægelsen ATTAC. Hvorfor dog ikke spille med åbne kort og kalde sig ATTAC, så ved vi hvem vi debatterer med frem for dækorganisationen CEO.
Mindst to CEO-medarbejdere samt flere ledende skikkelser er medlemmer af ATTAC. Det fremgår af CEO's hjemmeside, at en af medarbejderne i CEO tilfældigvis også er talsmand for ATTAC i Danmark. Han arbejder på det tidligere modstandsblad NOTAT. I sager om EU og globalisering har han altså mindst tre kasketter på. Hvorfor kæmper ATTAC/CEO ikke med åben pande? Det havde været noget kønnere at se på og ikke mindst mere ærligt!
Jeg mener, at det vigtigste er åbenhed. Jeg har fremlagt økonomiske interesser som medlemmer af Europa-Parlamentet skal. I sidste ende må det være vælgerne, der tager stilling til, om jeg er egnet til at bestride posten som europaparlamentariker. Jeg står fuldt og fast ved mine bestyrelsesposter, og mener faktisk at de gør mig til en bedre politiker. På samme måde kunne man så sætte spørgsmålstegn om et medlem af det danske folketing overhovedet måtte have et job ved siden af arbejdet i Tinget.
Ovenstående er bragt uredigeret.
Læs Kenneth Haars Svar til Bendt Bendtsen: Fej for egen dør