En økonomisk spændetrøje

FINANSPAGT. Rundt omkring i de 98 kommuner er kommunalvalgkampen i fuld gang. Men hvor meget er der egentlig at stemme om? Ifølge økonom Henrik Herløv Lund har SRSF-regeringens budgetlov, der er en del af EU-landenes finanspagt, taget luften lidt ud af det kommunale selvstyre.

Finanspagtens krav er, at der skal være balance eller overskud på de offentlige finanser. Det skal blandt andet sikres gennem en budgetlov, der lægger loft over alle offentlige udgifter i landet. En sådan lov fik Danmark i 2012, og en central del af loven er et såkaldt udgiftsloft for kommuner og regioner. Hvis kommunerne inden for en periode på fire år samlet bruger flere penge end regeringen tillader, kan de blive straffet økonomisk gennem bloktilskuddet, og denne strammere styring er ifølge Henrik Herløv Lund et problematisk indgreb.

»Kernen i det kommunale selvstyre er det økonomiske råderum, hvor man kan ændre både skatteindtægter og udgiftsniveau. Når man indskrænker de muligheder så meget, som man har gjort, nærmer vi os med hastige skridt en afpolitisering af kommunerne. Den rolle, der er tilbage, er så at administrere og implementere regeringens økonomiske retningslinjer, hvilket indskrænker det lokale demokrati«, lyder det fra økonomen, der står bag en omfattende analyse af budgetlovens betydning for kommunernes økonomiske selvstyre.

Kommunerne kan selv

Sådan ser kontorchef Morten Mandøe i Kommunernes Landsforenings Økonomiske Sekretariat dog ikke på det. Selvom der er dele af budgetloven, han gerne havde været foruden, så synes han overordnet, at det er fornuftigt at sikre sunde, langsigtede målsætninger for de offentlige udgifter. I årene inden budgetloven blev vedtaget, havde kommunerne netop udvist stor økonomisk ansvarlighed og gennemført massive besparelser og effektiviseringer.

Derfor undrede KL sig i første omgang lidt over timingen af budgetloven.

»Det er rigtigt, at vi i mange år har haft stor offentlig vækst, og at der oven på kommunalreformen var nogle år, hvor kommunerne både skulle finde hinanden og lære alle de nye opgaver at kende. Det gav en kraftig vækst i udgifterne frem til 2009. Men grundlæggende har kommunerne selv et ønske om at have orden i eget hus, og med eller uden en budgetlov ville kommunerne også fremover have haft fokus på at fastholde deres økonomi sund«, siger han og peger på at kommunerne fra 2009 til 2012 har reduceret de samlede serviceudgifter med 12 milliarder kroner.

Ifølge Morten Mandøe er der en vis logik i, at der kommer stadig flere regler og love, der sætter rammer for kommunernes politiske handlerum.

»Det handler blandt andet om, at manøvremulighederne i den økonomiske politik er relativt begrænsede, lige som meget lovgivning efterhånden vedtages i EU, og så koncentrerer politikerne på Christiansborg sig naturligt nok i endnu højere grad end hidtil om velfærdspolitikken. Men det er også et spørgsmål om et stigende mediepres, hvor en minister ikke længere bare kan sige at det, der hører under kommunerne, ikke vedrører ham eller hende. Så ønsker man naturligvis at have mere styr på, hvordan opgaverne bliver løst i kommunerne, når man ellers selv bliver hængt ud for det«, siger han.

Hvem bestemmer?

I forhold til den kommunale valgkamp tror professor Poul Erik Mouritzen fra Syddansk Universitet ikke at kommunernes nye økonomiske spændetrøje får den store betydning.

»Nu har kommunalpolitikerne jo ikke ligefrem stået på ryggen af hinanden for at love guld og grønne skove de seneste år, og det ville nok også blive betragtet som lidt utroværdigt, hvis de pludselig gjorde det«, siger han. Han tilføjer dog, at en stærk styring af kommunerne oppefra måske kan få en anden effekt:

»Man kan frygte en lavere valgdeltagelse, hvis folk sidder derude med det indtryk, at det alligevel er staten, der bestemmer det hele, så det er ligegyldigt hvilke kommunalpolitikere, der bliver stemt ind. Men nu må vi se, om det får en betydning. Det bliver interessant at følge med i«, slutter han.