NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
U-landene skal ikke skære ned, mens de øst- og centraleuropæiske lande, Rusland og Ukraine snildt når deres mål, fordi denne del af verden oplevede et industrielt kollaps efter 1990 – det år der bruges som udgangspunkt for beregningerne. USA og EU var heller ikke enige om måden der kunne skæres ned på. USA insisterede på at det skulle være muligt at bruge mange andre metoder end reduktioner hjemme, f.eks. køb af kvoter fra lande som ikke bruger deres råderum. EU var kun enig et stykke af vejen, men endte med at gå ind på de fleste af USA's krav.
USA's chefforhandler i Kyoto var daværende vicepræsident, ingen ringere end nutidens store stjerne i klima-debatten, Al Gore. Han var allerede på det tidspunkt kendt for sin bekymring for det globale klima som han havde givet udtryk for i en bog om emnet, men han var klemt af en fjendtligt indstillet amerikansk kongres og stillede derfor op i Kyoto til noget der kandiderer til århundredets største politiske ydmygelse.
Al Gore måtte stå stejlt i forhandlingerne på et standpunkt der set med f.eks. EU's briller klart forringede det endelige resultat. Og uden for demonstrerede miljøaktivister med skilte med teksten »Al Gore! Læs din bog!«
Men den store dukkert fik Al Gore da han vendte hjem. Selvom USA fik stor indflydelse på topmødets resultat, kunne Gore i sidste ende ikke levere varen. Han kunne ikke overbevise Kongressen om at den skulle godkende aftalen, og USA har siden stået uden for den globale klimaindsats.